Hans firma er nu oppe på 1.000 boliglejemål, og lejeindtægterne nåede i 2023 hele 217 millioner kroner.

Alligevel er der dømt røde tal på bundlinjen hos ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidt.

Det skriver Finans.

I 2023 tabte Mikael Goldschmidts koncern således næsten 229 millioner kroner.

Ifølge firmaet sker det blandt andet på grund af stigende afkastkrav.

I ledelsesberetningen står:

'Ved uændrede afkastkrav havde koncernens værdireguleringer af investeringsejendomme været 235 millioner kroner højere end rapporteret.'

Oven i det faldt markedsrenterne så i årets sidste kvartal.

Og endelig tabte koncernen 117 millioner kroner på aktier i Aquaporin og Danish Aerospace Company, hvor ejendomsgiganten ejer godt en tredjedel.

Samlet anses årsresultatet dog som værende 'tilfredsstillende', og koncernen forventer, at man i næste regnskab vil se en stigning i lejeindtægter på tre til seks procent.