Tirsdag fik medarbejderne i jobcentret i Roskilde pludselig en uventet oplevelse.

Midt i arbejdstiden dukkede en andemor op i centret.

Og med sig havde hun ti små, nyudklækkede ællinger.

Du kan se den søde video øverst på siden.

B.T. har talt med medarbejderen i jobcentret, som filmede ovenstående video.

Hun forklarer, at anden havde lagt æg i en udendørs atriumgård, som tilhører jobcentret. Og da de små ællinger kom til verden, havde jobcentret ringet til Falck, så de kunne komme og hjælpe den lille familie videre.

Men så tog andemor sagen i egen hånd.

Med ællingerne bag sig spadserede de gennem et rækværk, op ad en trappe og videre ind i jobcentret for efterfølgende at søge ud udenfor.

»Det var simpelthen så sødt. Folk stoppede deres ting og ventede på, at ænderne kom igennem jobcentret.«

»Det er jo lidt hyggeligt.«

Og til de nysgerrige, så ligger der en sø ude foran jobcentret. Det var her, ænderne søgte hen i deres første minutter i frihed.