De nyeste inflationstal bør vække lettelse hos danskerne.

Danmarks Statistik offentliggjorde fredag morgen tal for forbrugerprisindekset i Danmark for april, og her kunne man læse, at der er tale om en stigning på 0,8 procent i forhold til samme periode sidste år.

Det er et mindre fald i forhold til marts, hvor inflationen lød på 0,9 procent.

Det betyder, at priser på varer og tjenester i april 2024 gennemsnitligt lå 0,9 procent højere end i april sidste år.

Og dermed fortsætter prisudviklingen i et niveau langt under de vilde tider i efteråret 2022, hvor inflationen en overgang krydsede 10 procent.

Udviklingen i inflation og kerneinflation siden januar 2022.
Udviklingen i inflation og kerneinflation siden januar 2022. Foto: Danmarks Statistik
Vis mere

»Inflationen er vanvittig lav. Vi har siden september været vidne til inflation på mindre end en procent med en enkelt undtagelse,« siger Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

»Den lave inflation må efterlade noget lettelse hos danskerne,« understreger han.

Jeppe Juul Borre pointerer, at danskerne nu også begynder at kunne mærke, at de får mere i løn.

»Inflationen drønede i vejret for halvandet år siden og barberede en ordentlig luns af danskernes købekraft,« siger han.

»Og selvom priserne ikke decideret falder, så er der meget mere ro på inflationen, og det er entydigt godt.«

»Det går nu den rigtige vej igen med lønstigninger, som har overhalet prisstigningerne, og danskerne som helhed er i gang med at genvinde købekraften,« konstaterer Jeppe Juul Borre.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. Foto: Thomas Ambrosius
Vis mere

Han peger desuden på, at tal fra Dansk Arbejdsgiverforening for første kvartal har vist, at danskernes lønninger steg med mere end fem procent i forhold til 2023.

Det er de højeste lønstigninger i mere end 30 år, forklarer Jeppe Juul Borre.

De stigninger, forventer han, vil siden få en effekt på inflationen, som dermed vil stige.

»Men det vil næppe være alarmerende, og mange danskeres lønstigninger vil også kunne hamle op med det. Vi tror dermed ikke på, at en yderligere stigning i inflationen ville banke danskernes købekraft tilbage i samme omfang, som vi var vidne til for godt et år siden,« siger Jeppe Juul Borre.

Hør fem gode muligheder for at spare på streaming i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen - i Spotify, Apple Podcast eller ved at klikke play herunder.