»Det var en mærkelig aften den aften i december.«

Sådan fortæller udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen.

I sin nye lydbog, ‘Befrielsens pris’, ser han tilbage på den skæbnesvangre aften den 15. december 2022, hvor SVM-regeringen blev dannet på Marienborg.

Her sad han alene tilbage i statsministerboligens pejsestue og kunne følge med på sin telefon, mens Mette Frederiksen (S) kørte ind mod Amalienborg for at annoncere, at en ny regering var blevet dannet.

Og lige der blev den erfarne politiker ramt af det, han beskriver som en ‘meget, meget sammensat følelse’.

»Det bliver jo sådan patetisk,« fortæller Lars Løkke Rasmussen om den aften, hvor han sad i pejsestuen og tænkte tilbage på sin lange rejse fra exittet fra Venstre over stiftelsen af Moderaterne og til nu at være tilbage i regering.

»Og så pludselig at sidde der, og det hele er en realitet. Der blev jeg ramt af sådan en meget, meget sammensat følelse,« fortæller Løkke.

Faktisk blev Løkke så berørt af situationen, at tårene trillede ned af kinderne, fortæller han:

»Det var en slags pause, hvor mænd også kan græde. Jeg blev berørt af det. Også af det personlige. Altså af den her oplevelse af at være færdig, og smidt ud og irrelevant, at tale i Folketingssalen uden at en eneste gad kommentere på det, til sådan et eller andet sted at have kæmpet sig tilbage,« fortæller Lars Løkke Rasmussen.

I ‘Befrielsens pris’ gør Løkke status over sit lange liv i politik i anledning af sin 60-års fødselsdag den 15. maj i år.

Lydbogen er fortalt til journalist og forfatter Kirsten Jacobsen og udkommer på Politikens Forlag som en såkaldt 'podbook' – en blanding mellem en podcast og en lydbog – med en varighed på 181 minutter.

Den har modtaget lunkne anmeldelser. Læs mere om det her.

Lars Løkke Rasmussen har tidligere udgivet flere andre bøger. Senest 'Befrielsens øjeblik', der også blev til i samarbejde med Kirsten Jacobsen.

I denne bog, der udkom som et lyn fra en klar himmel under valgkampen i 2019, annoncerede Løkke, der dengang var formand for Venstre, sit ønske om at indgå et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.