»En individuel vej er ikke altid sjov. Det giver ofte stress og er nogle gange ensomt. Men hvis du vinder, er det det værd.«

Meldingen kommer fra skøjtesuperstjernen Jutta Leerdam, efter hun i april blev droppet af storholdet Jumbo-Visma. Det var et brud, som den hollandske speedskater selv følte var som at 'få en kniv i ryggen.'

Den tidligere EM- og VM-guldvinder har valgt at gå solo frem mod det store mål; at vinde OL-guld ved vinterlegene i Milano i 2026.

»Risikoen er høj, og belønningen er høj. Det giver mig energi. Hvis det ikke virker, følger jeg i det mindste mit hjerte,« skriver Jutta Leerdam om hendes valg om gå solo. Udtalelsen har hun delt på sin Instagram-profil, som du kan se i bunden af artiklen.

Foto: Anna Szilagyi/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jutta Leerdam mangler et OL-guld for at gøre samlingen komplet på sprintdistancen 1000 meter. Nu går forberedelserne i gang med netop at gå efter OL-guldet på usædvanlig vis.

»I denne uge var jeg på nippet til at tage en beslutning. Og helt ærligt: ​​Det var en 50-50 situation. Jeg sammenlignede hver situation med en individuel satsning. En satsning med mennesker, jeg tror på. Og jeg kunne ikke ignorere følelsen.«

De bedste speedskatere er som oftest tilknyttet et hold, som giver atleterne de bedste muligheder i deres forberedelse samtidigt med, at der er en meget vigtig økonomisk støtte.

Netop på det punkt, er Jutta Leerdam ret godt dækket ind, da hun er så stor en stjerne, at hollænderen er lidt af sit eget brand. 

Hun har hele 4,3 millioner følgere på Instagram og danner i privaten par med den stenrige YouTube-bokser Jake Paul.

Der gik ellers rygter om, at den 25-årige superstjerne ville blive en del af holdet Team IKO, men nu står det altså klart, at Jutta Leerdam går solo i jagten på OL-guld.