Der var blevet danset, rystet store skulderpudder og hoppet rundt til en tung rytme.

Men pludselig gik det meste af lyset i salen – og kun den hollandske sanger stod oplyst. Samtidig dukkede nogle få ord op på bagskærmen.

»Fra: Mig. Til: Mine forældre,« stod der blot, mens der blev stille.

Det var måske ikke til at fornemme fra begyndelsen, da den hollandske sang under dette års Eurovision gik i gang med højt tempo og masser af humor.

Joost Klein ses her på scenen under en prøve forud for torsdagens semifinale.
Joost Klein ses her på scenen under en prøve forud for torsdagens semifinale. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men sangen dækker i virkeligheden også over en rørende historie og en hyldest.

For den hollandske sanger Joost Klein, mistede allerede i en ung alder sine forældre. 

Han var blot 12 år, da hans far gik bort. Og allerede året efter ramte tragedien igen, da hans mor fulgte efter faderen.

Derefter var det hans ældre søskende, der tog sig af den unge dreng, skriver Sveriges Radio.

Sorgen og tabet af forældrene er noget, som har præget den i dag 26-årige sanger dybt, og som ofte spiller ind på hans musik. 

Det gør det også i den sang, som han stiller op med i dette års Eurovision – sangen 'Europapa'. 

»'Europapa' er en hyldest til min far. Da han opdrog mig, lærte han mig at se på verden med et åbent sind,« udtalte Joost Klein i en udtalelse ifølge hollandske NL Times, da sangen blev offentliggjort tidligere på året.

Han plejede selv at se Eurovision med sine forældre, og han gætter på, at de ville være stolte af, at han nu deltager:

»Jeg ville ønske, at mine forældre kunne se mig nu, de ville være så stolte. Det er en sejr for mig bare at være i stand til at konkurrere her i Eurovision,« har han fortalt i et interview med Sveriges Radio.

Joost Klein hylder især sin far i sangen 'Europapa'.
Joost Klein hylder især sin far i sangen 'Europapa'. Foto: Sander Koning/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

I et interview med Wiwibloggs: The Eurovision Podcast fortæller han også, at han altid har prøvet at implementere sin livshistorie i det, han laver.

»Jeg mistede mine forældre i en ung alder og har forsøgt at håndtere det over årene. Nu er jeg 26 år og har fået chancen for at bruge denne platform til at dele den følelse,« siger han.

Han forklarer videre, at hans far var og er en af hans »største inspirationskilder«.

»Han lærte mig at have et åbent sind,« forklarer han i podcasten, mens han i udtalelsen tidligere på året forklarede, at sangen er en hyldest til faderen, som »drømte om et Europa uden grænser«, hvilket sangen 'Europapa' netop også afspejler.

Dog skiller slutningen af sangen sig ud, da den efter at have haft et hæsblæsende tempo i to og et halvt minut bliver stille, mens Joost Klein står alene på scenen i den enlige lyskegle.

»Min far fortalte mig engang, det er en verden uden grænser,« siger han på scenen på hollandsk og tilføjer:

»Jeg savner dig hver dag. Det er det, jeg hvisker i hemmelighed. Som du kаn ѕe, lyttede jeg til dig.«

Selvom han nu synger om sine forældre og er åben om tabet af dem, har det været - og er fortsat - en svær proces, fortæller han til norske Dagbladet:

»Det krævede flere års terapi at kunne gøre sådan noget her, for det har været meget svært og er stadig meget svært,« siger han:

»Men jeg er ikke bange for at græde, jeg skammer mig ikke. Det er også et vigtigt budskab, jeg har.«

Se Joost Kleins hyldest til forældrene i videoen øverst.

Du kan følge med i, hvordan det går for Joost Klein og alle de andre deltagere i dette års Eurovision i en liveblog her på bt.dk.