Da udsendelsen af semifinalen i Eurovision startede, blev de belgiske seere mødt af et overraskende syn.

For lige før de første kunstnere indtog scenen, blev der på kanalen udsendt et kort budskab på skrift i stedet for det almindelige tv-signal.

Det skriver den belgiske avis HLN.

På skærmen optrådte pludselig en opfordring til våbenhvile i konflikten mellem Israel og Hamas.

»Vi fordømmer Israels krænkelse af menneskerettighederne,« lød det blandt andet i meldingen, der ifølge HLN har de ansatte på tv-kanalen VRTs fagforening som afsender.

I meddelelsen lyder det videre, at VRT-forbundet »også støtter journalister i krigszonen. Derudover ødelægger staten Israel pressefriheden. Derfor pauser vi billedet et øjeblik,« står der i beskeden, der opfordrer til våbenhvile og til at »stoppe folkedrab«.

Til HLN oplyser repræsentanter fra kanalen, at man var blevet oplyst om, at protestaktionen ville finde sted.

En repræsentant fra fagforeningen ACOD-VRT forsvarer aktionen over for HRT.

»Vi har set på begivenhederne i Mellemøsten med rædsel i flere måneder nu. Vi er overbeviste om, at staten Israel udfører et folkedrab, og derfor er det skandaløst, at der er en israelsk deltagelse i Eurovision Song Contest,« lyder det i en udtalelse til avisen.

Israel har været i krig med terrororganisation Hamas, siden organisationen lørdag den 7. oktober sidste år gik til angreb mere end 20 forskellige steder i Israel, hvor de dræbte mere end 1.000 mennesker – heriblandt 250-260 på en musikfestival – og tog omkring 150 gidsler.

Du kan følge dækningen af semifinalen i Eurovision i B.T.s liveblog her.