Magtesløshed.

Sådan beskrive det store spanske sportsmedie Marca den stemning, som der er i omklædningsrummet i LaLiga 2-klubben Amorebieta lige nu.

Det skyldes den frygtelige hændelse, som deres 20-årige lånespiller Felix Garreta har været ude for. Forsvarsspilleren er lejet fra Real Betis i La Liga og har gjort det fremragende i denne sæson for Amorebieta i den næstbedste spanske fodboldrække.

Den triste nyhed ramte klubben hårdt, da de fik at vide, at Felix Garreta var blevet lagt i kunstig koma, efter en ulykke i sit hjem nær Barcelona.

Marca skriver, at han faldt om i hjemmet og pådrog sig en hjerneskade. Herefter blev han lagt i kunstig koma, efter han havde tilbragt flere dage på intensivafdelingen.

Amorebieta har meddelt, at de er i konstant kontakt med spillerens familie og den klub, som ejer ham.

Real Betis er kommet med en støttende besked til både Felix Garreta og hans familie i denne her enormt svære tid. 

'Al opmuntring, styrke og kærlighed fra Real Betis  og alle Betis-fansene til Felix og hans familie.'

Felix Garreta har spillet som både back og midterforsvar i denne sæson, hvor det er blevet til 33 kampe og fire mål.