AGF's tyske cheftræner, Uwe Rösler, gik fra dyb skuffelse til tydelig irritation med et fingerknips efter torsdagens pokalfinalenederlag på 0-1 til Silkeborg. 

I mixed zone blev han forholdt, at AGF i modsætning til Silkeborg sparede flere spillere i Superligarunden op til pokalfinalen.

»Jeg bliver først nødt til at bede dig om at forberede dig ordentligt. Vi havde ikke den luksus at kunne hvile mange spillere – spillerne var skadede,« lød det bestemt fra tyskeren. 

»Jeg hvilede ikke Felix Beijmo i seks uger, så han kunne spille i dag. Jeg hvilede ikke AJ (Jonas Jensen-Abbew, red.) i tre-fire uger, så han kunne spille i dag. Så please …«

»Den luksus havde vi ikke. Vi hvilede Tingager, for han havde noget med baglåret – og han gik ud i dag, fordi han mærkede noget i baglåret. Og vi hvilede Mikael Andersson, der har spillet rigtig mange minutter.«

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

AGF-træneren mente i øvrigt, at hans mandskab havde fortjent at vinde den intense finale.

»Jeg synes, at vi kontrollerede kampen totalt, indtil de scorer. 

»De er heldige, at én af deres spillere (Tonny Adamsen, red.) pludselig laver en verdensklasse aflevering ind bag vores forsvarskæde – og så scorer de fra en vinkel, som bør være meget svær at score fra. Den kvalitet må vi bare tage hatten af for.«

Er du skuffet over din målmand i den situation?

»Nej, jeg er skuffet over, at vi taber en pokalfinale. VI skabte gode chancer, og i mine øjne var deres målmand kampens spiller,« sluttede Uwe Rösler.