Den har givet et samlet underskud på 278 millioner kroner efter skat, siden den blev stiftet i 2017.

Nu lukker Semler Gruppen storsatsningen Dribe, for kunderne er ikke som håbet hoppet med på vognen.

Det bekræfter Danmarks største bilkoncern til Børsen.

Dribe-tjenesten, som er biler på abonnement, var ellers udset til at forandre branchen.

Nu må Semler-topchef Ulrik Drejsig og resten af koncernen dog indse, at det ikke er tilfældet.

»Vi må konstatere, at betalingsvilligheden har fået endnu et nyk nedad på grund af den verserende priskrig, renter og inflation. Segmentet til fleksible abonnementsordninger er derfor blevet for snævert i Danmark, hvorfor vi lukker konceptet,« skriver Semler-topchef Ulrik Drejsig i en mail til Børsen.

Værst var det i 2021, hvor Dribe gav et underskud på over 75 millioner kroner, og det har intet hjulpet, at Semler over årene har pumpet 290 millioner kroner ind i Dribe.

Dribe-konceptet adskiller sig fra almindelige leasingaftaler ved, at blandt andet forsikring, ejerafgift, vejhjælp og vinterdæk er inkluderet i ydelsen, når kunder lejer en bil.

Samtidig kunne kunder lejer bilerne helt ned til en periode på 30 dage.

At konceptet lukker i Danmark, betyder dog ikke, at Semler lægger Dribe i graven. Tværtimod.

For kun to måneder siden gjorde tjenesten sit indtog i Grækenland, og det skal blot være begyndelsen på en udbredelse af Dribe til flere andre lande.

Ulrik Drejsig har ikke ønsket at stille op til interview med Børsen.