Verdensetter Wang Chuqin var for stor en mundfuld for Jonathan Groth, der har præsteret flot i Saudi-Arabien.

Kvartfinalen blev endestationen for den danske bordtennisspiller Jonathan Groth ved den meget stærkt besatte turnering Saudi Smash i Jeddah.

Der skulle en verdensetter til at stoppe Groth, der har haft en forrygende turnering i Saudi-Arabien.

Kineseren Wang Chuqin blev dog for stor en mundfuld. Verdens bedste sejrede med 4-0 i sæt efter cifrene 11-9, 11-4, 11-8, 11-9.

I tredje sæt bed den 31-årige dansker godt fra sig. Groth førte med 8-5, men tabte så de næste seks bolde og dermed sættet.

I fjerde sæt kom Groth bagud med 1-7, men kæmpede sig på 8-8 og 9-9, før kineseren strammede grebet og udnyttede den første matchbold efter en lang duel.

Mandag leverede Groth en af karrierens største enkeltstående resultater ved at slå verdens nummer seks, Gaoyuan Lin. Kineseren blev besejret med 3-1 i sæt.

I den efterfølgende ottendedelsfinale slog Groth den stærke, unge japaner Hiroto Shinozuka med 3-2 i sæt.

Groth, der aktuelt er nummer 27 i verden, viser dermed storform lidt mere end to måneder før, det går løs ved OL i Paris.

/ritzau/