Trods et overskud på 101 millioner fastholder DSB prisstigninger på billetter, som blev annonceret i januar.

Det skriver TV 2 efter et interview med selskabets administrerende direktør.

DSB leverede millionoverskuddet i første kvartal af 2024 grundet flere rejsende og billigere energipriser.

I samme periode har selskabet hævet prisen på flere ture: En enkeltbillet fra København til Aarhus steg for eksempel fra 429 kroner til 469 kroner.

Direktør: Togrejser er blevet relativt billigere
»Det er rigtigt, at der er meldt stigninger ud på billetpriserne som konsekvens af inflation og stigende omkostninger, som både vi og andre i sektoren har haft,« siger administrerende direktør Flemming Jensen til TV 2.

Flemming Jensen bemærker dog, at gennemsnitsprisen for en rejse kun er steget med én krone siden 2023.

Samtidig siger han, at prisen på togrejser er steget mindre end inflationen over de seneste 'fem til otte år'.

Derfor er togrejser blevet billigere i forhold til prisstigninger andre steder i samfundet, siger han.

DSB annoncerede prisstigninger 21. januar. Du kan se dem alle her.