Heller ikke i år blev det til en dansk finaleplads ved Eurovision.

De europæiske seere ville ikke se det danske Eurovision-håb, Saba, i finalen.

Men det ville to af de største Melodi Grand Prix legender – nemlig Keld og Hilda Heick, det fortæller de til B.T. dagen derpå.

»Vi var skuffede herhjemme, hun havde fortjent at komme i finalen,« siger Hilda Heick.

Ærgerligt for Danmark, sådan beskriver Hilda aftenens udfald, og der er ikke noget at sige til, at Saba og holdet bag er skuffede, fortæller Hilda.

»Alle håber jo, at hun går videre – også hende selv,« siger Hilda Heick og fortsætter:

»Jeg har ondt af hende, det må jeg sige.«

Ifølge Hilda skyldes en del af fiaskoen, at Eurovision-tiderne er skiftet, og det er det store sceneshows, der stjæler opmærksomheden.

Hun er sikker på, at Saba ville have klaret sig bedre i 90'erne, da Keld og Hilda Heick var med. Det er Keld Heick enig i.

»Det tror jeg helt sikkert,« siger Keld Heick, der pludselig har sluttet sig til samtalen med B.T.

»Det var en god melodi, en flot melodi og ikke så mange dikkedarer,« siger Hilda.

De to tidligere Melodi Grand Prix deltagere fortæller, at de efter torsdagens semifinale ikke har tænkt sig at se finaleshowet på lørdag.

På trods af, at det ikke blev til en finaleplads, er hverken Keld eller Hilda bekymrede for Saba. 

»Hun er et kæmpe talent, så der skal nok komme masser af tilbud,« siger Hilda.

»Klø på min pige,« afslutter Keld.

Læs om Sabas reaktion på sit Eurovision-exit her.