En 42-årig bilist mærkede suset fra pistolpatroner, da en jævnaldrende mand skød mod ham på motorvej.

En 42-årig mand hørte tre skud, da en bilist var kørt op på siden af ham på Helsingørmotorvejen en sen septemberaften. Samtidig mærkede han suset fra patroner, mens glasset fra flere af bilens ruder faldt ned i hans skød.

- Han rullede bilruden ned, og jeg tænkte at han ville lave et håndtegn, forklarer manden.

Han er fredag indkaldt som vidne ved Retten i Lyngby, hvor en 39-årig er tiltalt for at have forsøgt at slå ham ihjel med flere skud.

Offeret var på vej på nattevagt den aften, da han lagde mærke til en bilist, der længere bag ham på motorvejen var begyndt at blinke med det lange lys af flere andre biler.

Snart var bilisten kommet forbi de andre biler, som havde været hurtige til at flytte sig. Bilisten kom meget tæt på, mens føreren fortsat blinkede med det lange lys.

Den 42-årige valgte at blive i sin vognbane, og det gjorde bilisten bagved vred, forklarer han.

- På den venstre bilrude så jeg tre huller fra skud meget tæt på mit hoved, fortæller den 42-årige om episoden.

De to mænd havde antagelig ingen relation til hinanden.

Efterfølgende trak den 42-årige ind i nødsporet, hvor han ringede til politiet.

Han er fredag mødt op med sin bistandsadvokat, som har fremlagt et erstatningskrav på knap 90.000 kroner.

Ifølge bistandsadvokaten har den 42-årige efter skudepisoden fået psykiske men af hændelsen og er ikke længere i stand til at arbejde.

Politiet anholdt kort efter episoden den 39-årige i hans hjem i Rødovre.

Her lå en pistol, et magasin og patroner på spisebordet i stuen. Også et patronhylster blev fundet i skraldespanden på mandens altan, mens seks patronhylstre senere blev fundet på Helsingørmotorvejen.

Den 39-årige har nægtet sig skyldig i drabsforsøg og har forklaret, at han skød efter den 42-årige for at forskrække ham, fordi han troede, at han ville påkøre ham.

Hans forsvarer, Carsten Halle, ønsker manden frifundet for forsøg på manddrab.

Retten skal over to dage blandt andet vurdere, om den 39-årige mand havde til hensigt at dræbe den 42-årige.

Dommen forventes i slutningen af september, når den tiltalte er blevet mentalundersøgt.

/ritzau/