Rasmus Tantholdt havde kun lige nået at fortælle, at alt forholdt sig stille og roligt efter VM-kampen tirsdag mellem Iran og USA, da situationen pludselig tog en helt anden drejning.

En drejning, der betød, at Tantholdt blev kortvarigt tilbageholdt af politiet, og som du kan høre ham fortælle om øverst i artiklen.

»Det man kan mærke hernede, det er jo, at de ikke er vant til, at man bare kan tænde kameraet og vise det beskidte vasketøj, de har nede i kælderen, og som de ikke har lyst til at vise frem,« fortæller Rasmus Tantholdt til B.T., da vi møder ham i Qatar onsdag.

»Det er jo det, jeg går og roder i nogen gange, og det er de ikke særlig begejstrede for,« fortsætter han.

Tilbageholdelsen skete efter noget tumult ved stadion, hvor der pludselig udbrød råben og skrigen.

»De (nogle iranere red.) var mod præstestyret og blev angrebet af nogen for det. Det var blandt andet en familie med to grædende børn og to voksne. Jeg filmer alt det her, og går med dem ind under stadion, og så kommer politiet og begynder at fortælle, at jeg skal stoppe og at jeg ikke må filme.«

Episoden mener Tantholdt beskriver lige præcis, hvordan samfundet i Qatar er bygget op, og hvordan det normalt er.

»Vi kan sende journalister ned for at afsløre, hvad det er der foregår, men det viser sig igen og igen, at Qatars regime afslører sig selv gang på gang,« slår han fast.

Derfor lægger han heller ikke skjul på, at det bliver spændende at se, hvad der sker i landet, når VM er blevet afgjort.

»Det er klart med alt det fokus, der er og har været på Qatar, så bliver det interessant at se, om det så bare er noget, de tager til sig lige nu, hvor de siger, at det nok skal blive bedre,« siger han og fortsætter:

»Eller når vi har pakket mikrofonerne sammen og kameraerne er taget hjem til vores respektive lande, om de så fortsætter, som de hele tiden har gjort.«

Du kan høre Tantholdt fortælle om hele episoden om sin tilbageholdelse øverst i artiklen.