Efter 27 års ansættelse er det slut. Paramount Global har fyret Bob Barkish som topchef.

Det sker midt i en tumultarisk periode for underholdnings- og mediegiganten.

Paramount Global – som blandt andet står bag filmselskabet Paramount Pictures, tv-kanaler som CBS News, MTV og Nickelodeon og streamingtjenesten Pluto TV – er netop nu i gang med forhandlinger om en fusion med Skydance Media.

Og i den forbindelse har bestyrelsen besluttet at fyre 60-årige Bob Barkish som administrerende direktør, skriver Variety.

I stedet vil direktørerne for CBS, Paramount Media Networks og Paramount Pictures – George Cheeks, Chris McCarthy og Brian Robbins – i fællesskab varetage de opgaver, Barkish nu efterlader sig.

Trods fyringen stopper Bob Barkish dog ikke helt i Paramount Global.

I en meddelelse oplyser virksomheden, at den nu forhenværende topchef har takket ja til at fortsætte i en rolle som rådgiver for den nye ledelse frem til 31. oktober.

Tirsdag bliver dog hans sidste dag som topchef. En rolle, Bob Barkish har haft i mere end syv år.

»Da jeg blev bedt om at være midlertidig CEO (topchef, red.) i 2016, troede jeg, det ville vare en måned. Syv år senere kan jeg i sandhed sige, at muligheden for at lede denne utrolige virksomhed har været en uventet, men meget velkommen gave og den største ære i mit professionelle liv,« skriver Bob Barkish ifølge Variety i en meddelelse til Paramount Globals ansatte.

Bob Barkish startede i virksomheden Viacom i 1997 og havde flere ledende roller frem til 2016, hvor han blev administrerende direktør.

I 2019 fusionerede Viacom og CBS, og siden da har Barkish stået i spidsen for underholdnings- og mediegiganten.

I Spar Kassen taler vi hver uge med landets bedste eksperter og giver konkrete, gratis råd til alle, der gerne vil træffe bedre økonomiske valg i deres liv. Vi er altid på jagt efter besparelser. Vært er Niels Philip Kjeldsen, der er redaktionschef for B.T. Penge og har beskæftiget sig med forbrugerjournalistik i 10 år.