2023 er ved at gå på hæld, og medmindre himlen falder ned inden nytår, bliver 2023 et særdeles givtigt år for de fleste danske pensionsopsparere.

En helt almindelig pensionsopsparer kan nemlig se frem til et tocifret afkast på opsparingen.

For at være helt præcis står en pensionsopsparer i Danmarks største kommercielle pensionsselskab, PFA Pension, lige nu til at høste et afkast på bundsolide 12,08 procent i år, viser tal, som B.T. har indhentet hos pensionsselskabet.

Det svarer til et afkast på godt og vel 120.000 kroner, hvis man havde en rund million kroner stående på opsparingen ved årsskiftet 2022/2023.

Afkastet tager udgangspunkt i en pensionsopsparer, der har valgt en middelhøj risikoprofil, hvor tre fjerdedele af opsparingen er placeret i aktier, mens resten er placeret i mere sikre papirer og ejendomme.

Det er vendingen på aktiemarkedet, der driver det pæne afkastet.

Herhjemme er de største danske aktier i eliteindekset C25 eksempelvis steget over seks procent i år, hvor medicinalgiganten Novo Nordisk har været lokomotiv for vækstoget med en stigning på over 50 procent.

Også aktiemarkederne i USA er gået frem, ikke mindst i forventning om, at renterne har toppet for denne gang.

Pensionsopsparingerne har haft vokseværk i 2023. 
Pensionsopsparingerne har haft vokseværk i 2023.  Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Årets pæne afkast falder på et tørt sted.

2022 var nemlig et annus horribilis for de fleste danske pensionsopsparere. Den samme PFA-opsparer tabte nemlig hele 11,32 procent af sin pensionsformue sidste år, hvor aktiemarkedet blødte som følge af centralbankernes massive renteforhøjelser, der blev hevet op af værktøjskassen for at banke den løbske inflation ned.

Hvordan kommer det så til at gå i 2024?

Det er der ingen, der ved. Men der er mange, der gerne spår om det, blandt andre Rådet for Afkastforventninger, der er nedsat af bankernes og pensionsselskabernes brancheorganisationer, Finans Danmark og Forsikring & Pension.

Her er forventningen, at der er positive afkast i vente. 

Pensionsopsparere med en høj andel aktier forventes at få et højere afkast end pensionsopsparere, der har en høj andel obligationer.