Hører du til dem, der tænkte 'endelig', da du vågnede op til solskin og temperaturer på op til 20 grader søndag?

Så nyd de sidste solstråler. For en koldfront er ved at trække over landet. Der er dog også grund til glæde.

Søndag eftermiddag har koldfronten allerede bevæget sig ind over de sydligste egne. Og senere på aftenen rammer den resten af landet.

»Den ligger søndag eftermiddag over Lolland-Falster, henover Fyn og så op over Jylland, men den skal passere hele landet hen over aftenen,« siger DMI's vagthavende meteorolog Pernille Hansen.

Selvom lidt vand kan være godt for græsset, så er det ikke nødvendigvis byger i den lette ende, som man vil opleve søndag.

»Der kan komme nogle byger, der kan blive lidt kraftige med torden, og de byger vil være væk først på natten, hvorefter det vil holde tørt og klare op,« forklarer Pernille Hansen og tilføjer:

»Det er svært at sige, hvor de kraftigste byger kommer, men hele landet vil komme til at opleve lidt byger.«

Som følge af koldfronten bliver mandagen også lidt koldere end den varme søndag, og temperaturerne vil falde til omkring 15 grader.

Tirsdag ser ud til at blive lidt varmere med temperaturer på omkring 17 grader.

Men dernæst er der god grund til at glæde sig. Især hvis du hører til dem, der har fri på onsdag, som er den 1. Maj.

Her ser der ud til at blive knald på solen, og temperaturerne skulle igen blive op mod 20 grader.