Høj sol eller regnvejr, hagl og torden?

Landet bliver i den grad delt i to i dag.

Skillelinjen kommer groft sagt til at gå gennem Storebælt. For hvor Fyn og Jylland får mest skyet vejr og perioder med regn og byger, lokalt måske endda med hagl og torden, forholder det sig helt anderledes øst for Storebælt.

»I resten af landet starter dagen med tørt vejr og perioder med lidt eller nogen sol, på Bornholm antageligt en del sol,« skriver DMIs vagthavende meteorolog Jesper Eriksen i en kommentar på vejrinstituttets hjemmeside.

Det bliver mellem syv og 12 grader denne mandag, og også på den front smiler vejrguderne mest til de østlige egne, som får de højeste temperaturer.

Vejrgudernes forskelsbehandling varer dog ikke ved.

»I eftermiddag eller i aften kommer der regn eller byger fra sydvest,« lyder det fra Jesper Eriksen.

Og denne gang gælder det hele landet – om end jyderne står for tur først, mens regnvejret først når til Bornholm sidst på aftenen.