B.T. i London – Premierminister Rishi Sunak genkaldte sig de mørke dage i Anden Verdenskrig, da han mandag aften tog imod Volodymyr Zelenskyj i sin sommerresidens, Chequers.

»Du er faktisk den første udenlandske statsleder, jeg har haft fornøjelsen af at byde velkommen, og dette sted er fuld af historiens vingesus. Det var faktisk i lige præcis det rum, vi nu står i, at Churchill holdt flere af sine berømte taler til nationen fra,« sagde premierminister Rishi Sunak.

Sunak siger, at Storbritannien vil fortsætte med at gå forrest i forhold til militær støtte til Ukraine. Sidste uge blev briterne de første til at give Ukraine langtrækkende missiler.

Den britiske tilgang til problematikken om, hvor langt man tør gå uden at risikere en direkte krig med Rusland, har gennem hele krigen været toneangivende i forhold til den vestlige koalition.

Det historiske Chequers lagde ramme for besøget. Det er den siddende britiske premierministers sommerersidens.
Det historiske Chequers lagde ramme for besøget. Det er den siddende britiske premierministers sommerersidens. Foto: CARL COURT
Vis mere

Både hvad angår kampvogne og missiler, var briterne de første til at blæse på russernes advarsler om alvorlige følger. Sidste uge lovede Sunak, at Storbritannien vil levere sine Storm-Shadow-missiler til Kyiv sammen med langtrækkende angrebsdroner.

Men den ukrainske leder vil også have kampfly. Zelenskyj siger, at med det rigtige udstyr, så kan Ukraine vinde krigen i år.

»Vi ønsker at skabe en kampfly-koalition, og jeg tror, vi opnår det. Jeg talte med den britiske premierminister om det, og det er min fornemmelse, at der vil være nyt om det om inden længe,« siger Volodymyr Zelenskyj på et pressemøde fra Chequers.

Premierminister Sunak var noget mere tøvende i sin udmelding.

Den britiske premierminister gav udtryk for, at han følte historiens vingesus under Zelenskyjs besøg
Den britiske premierminister gav udtryk for, at han følte historiens vingesus under Zelenskyjs besøg Foto: Simon Dawson / No 10 Downing Str
Vis mere

Det handler ikke kun om kampfly, men også om uddannelse af piloter og en masse logistik. Storbritannien kan spille en rolle her. En ting, vi kan gøre nu og her, er at påbegynde træningen af ukrainske piloter. Det kommer til at gå i gang ganske snart,« siger Rishi Sunak.

Zelenskyjs overraskende besøg i Storbritannien var del af en større europæisk tur. Han besøgte Italien, hvor han ud over premierminister Meloni mødte paven. Zelenskyj har også været i både Berlin og Paris, og alt i alt ser charmeoffensiven ud til at være lykkedes.

De britiske Storm-Shadow.missiler, der nu bliver sendt til Ukraine
De britiske Storm-Shadow.missiler, der nu bliver sendt til Ukraine Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Der er i Ukraine udbredt frygt for, at den vestlige koalition før eller siden vil miste interessen i at bidrage aktivt til krigsindsatsen, og ud over konkrete løfter om flere våben har Zelenskyj fyldt Europas medier de sidste dage.

Det var set i det lys ikke overraskende, at han afsluttede rundturen i Storbritannien. Få dage forinden var Liverpool blevet malet gul og blå som værter for det melodigrandprix, der egentlig skulle have været holdt i Ukraine.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg dækker Zelenskyjs besøg i Storbritannien fra London
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg dækker Zelenskyjs besøg i Storbritannien fra London
Vis mere

»Ligesom Churchill inspirerede folk over hele verden dengang, så har dit lederskab og dit lands tapperhed inspireret os alle,« sagde Rishi Sunak fra Chequers.

Zelenskyj takkede for støtten fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien og sagde, at han var godt tilfreds med de aftaler, der var blevet indgået under hans Europatur.

Følg udviklingen i B.T.s LIVE-blog lige her.