Truet bjørneart eller mennesker i kostume?

Der er fuld fart på spekulationerne i Kina, hvor gæster i Hangzhou Zoo stiller spørgsmålstegn ved, om parkens malajbjørne nu også rent faktisk er bjørne.

Det skriver BBC.

Rygterne startede efter en video af en malajbjørn på to ben blev delt på sociale medier. Presset har været så massivt, at zooen har følt sig nødsaget til at slå fast en gang for alle: Det ér altså en rigtig bjørn.

Og det mener den danske zoolog og vicedirektør for Odense Zoo, Nina Collatz Christensen, er rigtigt nok.

»Sandsynligheden for, at det er et menneske i bjørnekostume, er meget, meget lille, vil jeg sige. De ser bare sådan ud,« siger hun til B.T.

Vi har bedt hende om at vurdere den noget underlige teori ud fra billederne i BBC's artikel, og hun mener ikke, at noget tyder på, at der er tale om mennesker.

»Hvis man undrer sig over, at bjørnen står på to ben, så kan der være mange grunde. Blandt andet kan den stille sig op for at gribe mad, der bliver kastet til den af mennesker,« siger hun.

Malajbjørnen er verdens mindste bjørnerace, og den lever i junglen i Sydøstasien, hvor den desværre er udrydningstruet.

De markante folder på ryggen og bagdelen - som kan medvirke til 'kostume-looket' - er en praktisk anordning fra naturens side, som tillader den at vende sig om og kæmpe tilbage, hvis den bliver angrebet bagfra.