Den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin blev søndag kørt til hospitalet i Washington DC.

Det siger en talsmand for Pentagon til Reuters.

Angiveligt har Lloyd Austin brug for behandling af 'symptomer på et akut blæreproblem'.

Lige før jul gennemgik Austin en mindre operation for prostatakræft. 

Han blev udskrevet fra hospitalet, men genindlagt den 1. januar på grund af komplikationer. Han fortalte ikke den gang om den sidste indlæggelse, skriver NTB.

»Jeg skulle have fortalt Biden og hans team om kræftdiagnosen, og det tager jeg ansvar for. Jeg har undskyldt direkte til ham,« sagde Austin, der understregede, at han ikke bevidst har forsøgt at skjule oplysninger fra Det Hvide Hus.

Den 29. februar skal han efter planen møde i Kongressen, hvor han ifølge NTB skal forklare sig om indlæggelsen og hemmeligholdelsen omkring den.