Frankrig er opslugt i et vildt opgør. Det brænder i de store byer, når millioner af franskmænd går på gaden for at demonstrere mod præsident Macrons forhadte pensionsreform. B.T. har denne uge været med helt inde i demonstrationens hjerte, hvor det driver med tåregas under gadekampene.
Da B.T. møder Efan, er han lige kommet ud af politiets afspærring af Place de la Nation. Inden for afspærringen fortsætter gadekampene.
»Selvfølgelig er jeg bange. Mange af mine venner er blevet såret, og mange andre er blevet tilbageholdt. Men jeg prøver at være forsigtig, og jeg forlader bevidst pladsen før mørkets frembrud, for da ved jeg, at volden for alvor starter,« siger Efan, en ung, studerende til B.T. i Paris.
B.T.s udsendte har selv lige måttet forlade den kampplads, som Place de la Nation i hjertet af Paris denne aften er omdannet til, efter at vores hold blev fanget i en regn af tåregas, der stadig svider i øjnene, mens vi taler med Efan.
»Jeg tilslutter mig ikke den vold, som nogle af demonstranterne udøver, men jeg forstår den godt. Det her er en kamp for vores rettigheder og en kamp for demokratiet,« siger Efan. Han er stadig stakåndet.
De sidste timer er begivenhederne på pladsen blevet gradvist mere voldelige. Det startede fredeligt nok med hundredtusinder af demonstrerende, der styrede mod pladsen i det parisiske forårsvejr.
Men mens tonen blev hårdere of de ældre faldt fra, blev demonstrationen gradvist overtaget af yngre og mere rabiate kræfter. Stéphane, som vel er omkring tyve år gammel, er iført et tørklæde, der dækker en del af hans ansigt.
»Det her handler i virkeligheden ikke om pension. Det er et opgør mod politiet og den regering, der tillader at de opfører sig så voldeligt over for os,« siger Stephane.
Før B.T. talte med ham stod han sammen med nogle venner på et halvtag på Place de la Nation, hvorfra han råbte ukvemsord mod politiet.
»De er så voldelige. De kommer med knipler og gas og vandkanoner. Hvorfor skal de være så aggressive,« spørger Stephane, der dog samtidig lader forstå, at han og vennerne er klar til kamp.
Og gadekamp bliver der selvfølgelig. Sådan er det nærmest hver gang der demonstreres i Frankrig nu. I timevis bølger det frem og tilbage. Demonstranterne kaster ting efter politiet, og med jævne mellemrum angriber de kampklædte betjente, der slår vildt for sig med knipler og anholder demonstranter. Luften er tyk af tåregas og røg fra kanonslag.
»Mange af mine venner er blevet arresteret uden grund og tilbageholdt i en eller flere dage. Politiet prøver at traumatisere os, men det vil ikke lykkes dem. For vores sag er retfærdig. Jeg holder præsident Macron ansvarlig for alle de demonstranter, der bliver såret her,« siger Efan, mens han tørrer sved og tåregas væk fra ansigtet.
Følelserne er i den grad uden på tøjet i Paris disse dage. Demonstrationerne og strejkerne, der begyndte, allerede før præsident Macron gik uden om parlamentet og brugte sine præsidentielle beføjelser til at tvinge den upopulære pensionsreform gennem, har nu stået på i næsten tre måneder.
B.T. spørger Efan, hvorfor en ung mand som ham dog går så meget op i pensionsalder?
»Jeg er et af fire børn. Min mor og far skal snart pensioneres, og de har ikke mange penge. Dette vil være en klar forringelse af deres rettigheder, og jeg bliver jo også selv gammel engang. Det handler om de rettigheder, vi har tilkæmpet os i mange år. Det er dem, som Macron forsøger at forringe på en udemokratisk måde,« siger Efan.
Bag os høres høje brag fra kanonslag. En kampklædt betjent udsteder en ordre, og hans kolleger gør klar til endnu en offensiv.
Det, B.T. oplever på nærmeste hold, er meget langt fra, hvordan en demonstration som regel udfolder sig i Danmark. Denne gensidige råhed, er nærmest blevet hverdag i Frankrig.
Sidste uge blev mere end 400 politibetjente såret, og et tilsvarende antal demonstranter arresteret. Også i dag har ambulancefolkene på Place de la Nation travlt.
B.T.s franske fotograf og fixer oplever, at en mand ved siden af dem bliver ramt af en form for projektil, så han går i gulvet. Fotografen fortæller efterfølgende, at politiet efter hans mening bevidst skød tåregas ind i en forsamling af journalister og fotografer.
B.T.s udsendte søger ly i en nærliggende café og kan derfra observere en voldsom trafik af udrykningskøretøjer fra og til pladsen. Nogle trætte betjente kommer gående forbi.
»Du er en luder,« råber en af cafeens gæster efter en af betjentene. De er blevet kaldt langt værre i løbet af aftenen, men nu er det nok for en af betjentene, der pludselig vender sig om og går hen til manden i cafeen.
»Det skal du ikke kalde mig. Jeg er ikke en luder. Jeg er en betjent, der gør mit arbejde,« siger han nærmest grædefærdig af indestængt vrede. Betjentene forsætter ud i nattemørket. Endnu en voldsom aften i Paris bymidte lakker mod enden.
