Myndighederne i den nordøstligt beliggende Kharkiv-region i Ukraine opfordrer tirsdag borgere i over 20 landsbyer til at lade sig evakuere.

Det skyldes ifølge myndighederne, at russiske angreb er taget til.

- I lyset af sikkerhedssituationen indfører vi påbud om evakuering af Kindrasjivska- og Kurylivska-lokalsamfundene i Kupjansk-distriktet, oplyser guvernøren i Kharkiv, Oleh Synjehubov, på sociale medier.

Russiske styrker indtog store dele af Kharkiv-regionen, da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Siden har russerne tabt terræn i området, men de russiske angreb fortsætter.

Det gælder blandt andet nær det regionale knudepunkt Kupjansk, som har vigtige jernbaneforbindelser. I Kupjansk var der en befolkning før krigen på omkring 30.000 mennesker.

Evakueringspåbuddet vil omfatte lidt over 3000 personer i landsbyerne, heriblandt knap 280 børn. Det meddeler Kharkivs guvernør.

Ukraine kommer rutinemæssigt med påbud om at evakuere landsbyer, som er under russisk angreb. Det er ikke altid, at påbuddet bliver håndhævet.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ventes senere tirsdag at tale ved World Economic Forum (WEF) i Davos i Schweiz. Mødet begyndte mandag.

Her vil præsidenten forsøge at skaffe yderligere støtte til sit land.

Både i EU og USA har der været udfordringer med at få godkendt yderligere militærstøtte.

USA's særlige repræsentant for den økonomiske genopretning af Ukraine, Penny Pritzker, sagde mandag, at Ukraine står i en svær situation. Hun erkendte, at der er "meget usikkerhed i forbindelse med støtte fra USA og EU".

/Ritzau/