Ekspræsident Donald Trump taber milliarder på børsen.

Det er hans sociale medie, Truth Social, der er blevet ramt af gedigen modvind på børsen, efter 2023-regnskabet er blevet offentliggjort. Trump ejer 57 procent af aktierne i selskabet.

Truth Social er en del af selskabet Trump Media & Technology Group, der ifølge NBC News kom ud af 2023 med alt andet et prangende regnskab.

Selskabet tabte 58,2 millioner dollar i 2023 svarende til godt og vel 400 millioner kroner.

Tabene er ifølge uafhængige revisorer så store, at de sår tvivl om, hvorvidt selskabet kan fortsætte driften, skriver NBC News.

Truth Social er Trump-selskabets største aktiv – og nu største problem, fordi mediet ikke blot taber penge, men også brugere. 

Trump Media gik på Nasdaq-børsen 26. marts i år. 

Her fik selskabet en flyvende start og ramte en børsværdi på cirka seks milliarder dollar.

Men mandag er aktien faldet med over 20 procent.

Den uafhængige revisornote, der sår tvivl om Trump Medias fortsatte drift, er dateret 25. marts 2024, altså dagen før Trump fik sit selskab på børsen. 

Trump ejer 57 procent af aktierne i selskabet.

Han har i forbindelse med børsnoteringen forpligtet sig selv til ikke at måtte sælge ud af sine aktier de første seks måneder efter børsnoteringen.