I vidneskranken fortæller Stormy Daniels om sex med Trump, mens forsvar protesterer over detaljegrad.

Penge var ikke den afgørende faktor, da pornoskuespilleren Stormy Daniels, hvis borgerlige navn er Stephanie Clifford, underskrev en fortrolighedserklæring om en påstået affære med Donald Trump.

Det forklarer Daniels tirsdag i vidneskranken i forbindelse med tys-tys-sagen mod Donald Trump.

45-årige Daniels spiller en vigtig rolle i sagen, der handler om bogføring af et beløb, som Daniels angiveligt fik udbetalt af den tidligere Trump-advokat Michael Cohen for at holde tæt om sin relation med Trump inden præsidentvalget i 2016.

Beløbet er på 130.000 dollar - omkring 900.000 kroner.

Pornoskuespilleren har tidligere sagt, at hun har haft sex en gang med Trump, hvilket ekspræsidenten afviser.

I vidneskranken tirsdag gentager hun, at de to havde sex i 2006 efter at have mødt hinanden ved en golfturnering.

Hun beskriver, at flere personer udtrykte interesse i historien i 2016, da Trump op til præsidentvalget var i fokus på grund af de såkaldte "Access Hollywood"-optagelser, hvor den senere præsident taler om at tage på kvinders kønsdele.

Daniels siger, at hun gennem sin manager fik at vide, at Trump-advokaten Cohen ville betale hende for at tie om den påståede affære.

- De var interesserede i at betale for historien, hvilket var det bedste, der kunne ske, for så ville min mand ikke finde ud af det, men der ville stadig være dokumentation, siger Daniels ifølge nyhedsbureauet AP.

Hun siger videre, at penge ikke var en motivation for at underskrive erklæringen.

Trump og Daniels mødtes ved en golfturnering for kendisser i 2006, forklarer hun i retten.

De to talte sammen ved et "meet and greet"-arrangement, hvor både pornoskuespillere og golfspillere var til stede.

Gennem en bodyguard for Trump fik hun at vide, at Trump var interesseret i at spise middag med hende.

Da hun senere ankom til hans hotelværelse, bød Trump hende velkommen kun iført satinpyjamas, forklarer hun.

- Jeg sagde: "Ved Hugh Hefner (Playboy-udgiver, red.), at du stjal hans pyjamas?", sagde Daniels ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hun siger, at de to endte med at have sex på sengen i hotelværelset.

Hun forklarer ifølge AP, at hun ikke følte sig fysisk eller verbalt truet, men at Trump, før de to havde sex, placerede sig mellem hende og døren, og at der var en "ubalance i magtforholdet".

Det påståede møde fandt sted, da Trump var gift med sin nuværende hustru, Melania.

Inden vidneudsagnet sagde dommer Juan Merchan, at Daniels ville få mulighed for at fortælle om de grundlæggende detaljer i mødet med Trump.

Susan Necheles, som er forsvarsadvokat for Trump, gjorde indvendinger og sagde, at Daniels' udsagn ikke er vigtigt i en sag om bogføring.

Undervejs i Daniels' forklaring protesterede forsvaret flere gange over detaljegraden. Daniels blev blandt andet spurgt, om Trump brugte kondom.

Betaling af såkaldte tys-tys-penge er ikke i sig selv ulovligt, men Trump er tiltalt for forfalskning af regnskabsmateriale i forbindelse med betalingen. Han nægter sig skyldig.

Anklager Susan Hoffinger mener, at vidneudsagnet er vigtigt for at kunne fortælle hele historien og etablere Daniels' troværdighed.

Straffesagen er den første, der føres mod en tidligere amerikansk præsident.

Den begyndte 22. april.

Sagen er en af fire straffesager mod Donald Trump, som endnu ikke er blevet afgjort. Tre sager venter på at komme for retten.

/ritzau/