B.T. i London – Mudderkastning uden fortilfælde mellem den britiske vicepremierminister og hans embedsmænd fører til ministerens afgang og ryster regeringen kort før vigtigt valg.

Fredag trak Storbritanniens næstmægtigste minister sig fra sit job, efter at en uafhængig rapport havde konkluderet, at der var hold i, at han har mobbet og presset sine ansatte unødigt.

Dominic Raab, der er kendt for at have et kolerisk temperament, havde før rapporten ladet forstå, at han ville gå af, hvis kritikken mod ham blev fundet valid. Men enhver der troede, at Dominic Raab efterfølgende ville bøje hovedet og gå stille, tog grueligt fejl.

»Det vi står med her, er faren for et meget lille mindretal af aktivistiske embedsmænd, som opfører sig passivt-aggressivt, fordi de ikke kan lide nogen af vores reformer, om det så gælder Brexit, prøveløsladelser eller menneskerettigheder. De prøver at blokere regeringens handlinger. Det er ikke i orden, det er ikke demokratisk,« sagde en tydeligt vred Dominic Raab til BBC fredag.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, følger krisen i den britiske regering fra London.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, følger krisen i den britiske regering fra London.
Vis mere

Det er mildest talt ikke den tone, hvormed ministre taler om dem, der er ansat til at rådgive ministrene på en saglig og partisk måde. Reaktionerne fra embedsstanden kom prompte.

»Det er absurde anklager. De er fuldstændigt ukorrekte. Det er bare endnu et forsøg på et angreb for at undgå at tage ansvar for egne handlinger,« siger Bob Kerslake, et uafhængigt medlem af Overhuset.

Embedsmændenes fagforening påstår, at hver sjette embedsmand, der ansat for at hjælpe regeringen, har været udsat for en eller anden form for mobning, og anbefaler nu en uafhængig undersøgelse af alle ministerier.

Dominic Raab var en af Rishi Sunaks støtter. Nu er den prominente minister væk.
Dominic Raab var en af Rishi Sunaks støtter. Nu er den prominente minister væk. Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

Stemningen mellem den konservative regering og embedsstanden har været anspændt siden Brexit-afstemningen i 2016. De ofte kaotiske tilstande i regeringen, mens Boris Johnson var premierminister, har næppe hjulpet på forholdet.

Den nu forhenværende vicepremierminister Dominic Raab eskalerede fredag det dårlige forhold yderligere.

»Det her skaber en drejebog for, hvordan et lille antal ansatte kan ramme ministre, som forhandler robust i landets interesse, afsøger modreformer og står fast på at holde embedsværket ansvarligt,« siger Dominic Raab i en pressemeddelelse fredag.

Der var ofte kaos i bussen, da Boris Johnson var premierminister. Rishi Sunak har lovet at få ryddet helt op i regeringen, men nu går hans vicepremierminister.
Der var ofte kaos i bussen, da Boris Johnson var premierminister. Rishi Sunak har lovet at få ryddet helt op i regeringen, men nu går hans vicepremierminister. Foto: POOL
Vis mere

For premierminister Rishi Sunak, hvis parti om få uger skal ud i vigtige lokalvalg og allerede næste år skal forsøge at blive genvalgt, er Raabs afgang og mudderkastningen alt andet end velkomment.

Rishi Sunak har lovet at få ryddet op efter den skandaleramte tid under Boris Johnson. Han er kommet fint fra start, men farcen fredag viser, at indeklimaet i regeringen er alt andet end godt.

Premierminister Sunak udsendte en forsigtig støtte til sin nu tidligere vicepremierminister, men angrebene fra oppositionen kom hurtigt.

»Rishi Sunak skulle aldrig have udnævnt Dominic Raab til vicepremierminister. Og at han valgte ikke at fyre ham efter gentagne anklager om mobning og dårlig opførsel, viser bare, hvor svag en premierminister han er,« sagde Labours leder, Keir Starmer, til BBC fredag.