Den amerikanske musiker Theo Lengyel er på dramatisk vis blevet anholdt og sigtet for at myrde sin kæreste. 

Det skriver flere amerikanske medier, blandt andet Rolling Stone.  

Som medlem af bandet Mr. Bungle udforskede han det musikalske grænseland mellem metal, jazz og regulær larm i firserne og halvfemserne.

Bandet er historiens måske mest succesfulde avantgarde-band, ikke mindst på grund af superstjerne-frontfiguren Mike Patton, der af mange vil være bedre kendt som forsanger i Faith No More, der gæstede Orange Scene på Roskilde Festival i 2011. 

Men der er efter alt at dømme ikke meget glamour i Theo Lengyels fremtid. Ifølge politiet dræbte han sin kæreste, 61-årige Kamakaokalani Herrmann, på et tidspunkt efter 3. december, og efterlod siden hendes lig i et skovområde nær byen Capitola i Californien, hvor han bor.

Kvindens familie blev bekymrede, da hun ikke dukkede op til en flyafgang til Hawaii, og snart efter samlede mistanken sig om Lengyel.

Han blev anholdt tirsdag og sidder fængslet uden mulighed for kaution.

Den 55-årige musiker spillede saxofon og klarinet på Mr. Bungles to første albums, hvorefter han blev smidt ud af bandet, fordi han ikke 'udviklede sig i takt med resten af bandet'.

»Han blev rasende, og jeg har ikke hørt fra ham siden«, har den tidligere bandkollega Trevor Dunn tidligere sagt om sagen.

Theo Lengyel blev skilt fra sin tidligere kone i 2018 efter beskyldninger om hustruvold.