Natten til tirsdag kæmpede brandfolk i London mod flammerne, der raserede den ikoniske bygning, der i dag huser spillested 'Koko'.

En tredjedel af bygningens tag stod i flammer, og op mod 60 brandfolk var på stedet i London-bydelen Camden.

Det skriver Guardian.

Brandvæsenet bad alle i området om at holde sig på afstand af bygningen, hvor en perlerække af verdensstjerner har optrådt.

Det var omkring kl. 21.00 lokal tid, at alarmen tikkede ind om branden på stedet, der også omtales som en natklub.

'Brandfolk arbejder hårdt på at redde den ikoniske Camden-natklub. Operationen med at få fuld kontrol over flammerne er fortsat i gang,' oplyste brandvæsnet i London på Twitter natten til tirsdag.

Den historiske bygning, som for tiden er under renovering, har tidligere været anvendt som teater, oprindeligt under navnet 'Camden Theatre', men er i dag altså kendt som et koncertsted under navnet 'Koko.'

Verdensnavne som Madonna, Coldplay, Lady Gaga og Prince har optrådt i lokalerne.

'Det er hjerteskærende at se Camden Palace / Koko i flammer i aften. En bygning, som huser så mange minder, og betyder så meget for os i Camden,' skriver lokalpolitikeren Georgia Gould på Twitter.

Senere natten til lørdag oplyste en kommissær i brandvæsnet, Jonathan Smith, på Twitter, at det var lykkedes at forhindre branden i at sprede sig.

»Holdene arbejder stadig på at bringe situationen fuldkommen under kontrol. Hårdt arbejde og hurtig aktion har hjulpet med at forhindre betydelig eskalering og spredning,' skriver han.

Videre oplyste han, at brandfolkene ville være til stede hele natten for at sikre en tryg afslutning på hændelsen.

Det vides endnu ikke, hvorfor branden opstod.