Få dage før Joe Biden officielt bliver valgt som USA's næste præsident af forsamlingen af valgmænd, falder der en bombe af en nyhed om hans søn Hunter Biden.

Ifølge flere amerikanske medier er der blevet iværksat en undersøgelse af hans skatteforhold.

I en pressemeddelelse siger Hunter Biden, at han i går, tirsdag, blev bekendt med, at statsanklageren i Delaware har indledt en undersøgelse af hans skatteforhold.

»Jeg tager det her meget alvorligt, men jeg er overbevist om, at en professionel og objektiv gennemgang af de her ting vil demonstrere, at jeg har varetaget dette både lovligt og passende,« lyder det blandt andet fra Biden junior.

Fra valgkampsholdet bag Biden senior og Kamala Harris lyder der fuld støtte til Hunter Biden:

»Den valgte præsident Biden er meget stolt af sin søn, som har kæmpet sig gennem svære forandringer, ikke mindst de onde og personlige angreb de seneste måneder, blot for at komme ud på den anden side stærkere,« lyder det i en pressemeddelelse.