Amerikanske Joey Chestnut slår sandsynligvis stadig mave, efter han tirsdag vandt den årlige hotdogspisningskonkurrence Nathan's hot dog eating contest i New York.

Hele 62 hotdogs på 10 minutter blev det til, og der var langt ned til nummer to, der kun formåede at tygge sig igennem sølle 49.

Selvom der er et pænt stykke op til hans rekord fra 2021, hvor han lige var lidt mere sulten, og spiste 76 styks, så var han ganske tilfreds med sig selv efter konkurrencen.

»Jeg har det rigtig godt. Der er stadig plads, så jeg skal drikke øl senere,« sagde han efter konkurrencen til CNN.

Der er ingen, der når Joey Chestnut til sokkeholderne i den ædle kunst at grovæde hotdogs på tid, og han har således vundet den årlige ædekonkurrence hele 16 gange i løbet af de seneste 17 år.

Og det er en ganske indbringende forretning for den kendte konkurrencespiser. I år fulgte der eksempelvis 10.000 dollar med førstepladsen.

Ifølge Sports Illustrated tjener han omkring 500.000 dollar om året i præmiepenge og på sponsorater.