B.T. i Tyskland – Tyskerne er lige nu ved at fordøje efterretninger om, at det muligvis var ukrainere, der sprængte deres Nord-Stream-ledninger i stykker, samt at sabotagehandlingen blev udført fra tyske Rostock.

Førende tyske medier er gået sammen om en undersøgelse af, hvem der stod bag sprængningerne i september 2022.

Tv-stationerne ARD og SWR og avisen Die Zeit kunne onsdag levere mere information om angrebet.

Ifølge Die Zeit tilhørte båden, der blev brugt, tilsyneladende to ukrainere. Fem mænd og en kvinde brugte falske pas og sejlede fra tyske Rostock.

Demonstration i Berlin mod krigen i Ukraine 25. februar 2023.
Demonstration i Berlin mod krigen i Ukraine 25. februar 2023. Foto: CHRISTIAN MANG
Vis mere

De tyske myndigheder har anerkendt, at man har ransaget en båd beliggende i Rostock Havn for spor af sprængstoffer, men var onsdag yderst forbeholdne om at komme med yderligere oplysninger.

»Det er muligt, at det bare er en 'falsk flag'-operation, afholdt for at kunne skyde skylden på Ukraine. Vi skal passe på med at fælde dom for hurtigt. Sandsynligheden for, at det er det ene eller det andet, er lige stor,« sagde Tysklands forsvarsminister, Boris Pastorius, ved et møde i Stockholm.

Tysklands forsvarsminister, Annalena Baerbock, advarede under et besøg i Erbil i Irak om at konkludere for hurtigt. Men mange tyskere tænker allerede deres.

»Jeg har hele tiden tænkt, at det ikke hang sammen. Hvorfor skulle Rusland sprænge deres egne rørledninger i stykker? Jeg har forståelse for Ukraines sag, men jeg bryder mig ikke om, at de ikke fortæller sandheden,« siger Jurgen Dorph, folkeskolelærer fra Berlin, til B.T.

Satellitfoto af skaderne på Nord Stream-ledningerne.
Satellitfoto af skaderne på Nord Stream-ledningerne. Foto: ROSCOSMOS
Vis mere

Tyskland har måttet foretage en politisk kolbøtte af rang i forhold til til Rusland. Nord Stream-ledningen førte gas fra Rusland til Tyskland. Rusland leverede cirka 55 procent af al tysk naturgas før krigen.

Særligt for de tyske socialdemokrater har opgøret med partiets Ruslands-politik været smertefuldt.

»Vi fejlede i forhold til Ruslands aggressive intentioner. Vi lod os lulle i søvn og overhørte advarsler fra vores østeuropæiske venner. Derfor endte vi i en farlig energiafhængighed af Rusland,« sagde den tyske SPD-leder, Lars Klingbeil, i en tale ved et landsmøde i oktober.

Men der har hele tiden været opposition til krigen, internt i Tyskland. Så sendt som 25. februar 2023 demonstrerede titusindvis af tyskere foran Brandenburger Tor. Der var deltagelse af både tyskere fra venstrefløjen og højrefløjen.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, i Berlin.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, i Berlin.
Vis mere

»De virkelig skyldige skal findes i Londons City og New York,« lød et banner ved den lejlighed ifølge The Guardian.

»Jeg tror, disse nye undersøgelser vil føre til mere tvivl i Tyskland på, om vi gør det rigtige. Det viser jo, at det er svært at vide, hvad der er sandt og falsk i krig, og jeg er grundlæggende modstander af al krig,« siger Ursula Meyer til B.T. i Berlin.

Ifølge de tyske myndigheder afventer man konklusionerne på undersøgelserne, der ifølge Die Zeit lige nu bliver gennemført af Tyskland, Danmark, Holland, Sverige og USA. Ifølge The New York Times er amerikanske efterretningsfolk optimistiske i forhold til, at der kommer en klar konklusion på, hvem der udførte angrebet på Nord Stream 1 og 2 og hvorfor.