Ikke en lyd. Ikke et eneste spor.

På 10. døgn grubler svenskerne over, hvad der er sket med den toptrænede og højtdekorerede officer fra det svenske militær Deniz Arda.

Den 31-årige mand fra Stockholm forsvandt på mystisk vis 12. november, efter han havde fortalt en ven, at han ville begive sig ud på en længere løbetur.

Siden er han ikke set i live.

Henrik Ehrenfeldt, der over for avisen Aftonbladet betegner sig selv som Deniz Ardas bedste ven, fortæller, at han er 'dybt ked af det og urolig' for sin ven, som han beskriver som 'grundig med en militær disciplin'.

Lige nu pågår en storstilet eftersøgning af Deniz Arda, hvor 400 personer fra det svenske militær samt frivillige fra foreningen Missing People leder efter den 31-årige officer omkring Hellasgården i Nacka, der ligger sydøst for den svenske hovedstad.

Hvordan Deniz Arda sporløst kan forsvinde, er ifølge flere militærfolk med kendskab til Deniz Arda det helt store spørgsmål.

Ifølge Axel Falk, der er svensk jægersoldat, og som kender Deniz Arda fra forsvaret, er den 31-årige officer i så god form, at han af kollegerne bliver kaldt et 'fysisk fænomen'.

»Er der nogen, der ville kunne klare sig i en sådan situation, er det ham. Vi er alle trænede til at klare os i vildmarken. Der må være sket ham noget ud over det sædvanlige,« lyder den dystre spådom fra vennen.

Deniz Arda bor til daglig i Stockholms sydlige bydel Södermalm, og derfor opfordrer Axel Falk alle – og i særdeleshed i den del af byen – til at holde øjne og ører åbne.

»Når I er ude at gå, så kig overalt. Jeg beder jer,« siger han.