De har gjort sit indtog i det sydlige Europa og dermed også flere af danskernes favorit feriesteder.

Nu advarer Rachel Lowe, professor og leder af en resiliensgruppe ved Barcelonas Supercomputing-forskningscenter. Hun advarer om, at flere myggebårne sygdomme spreder sig over hele Europa i øjeblikket.

Det skriver The Guardian.

Lowe og hendes team mener, at spredningen er steget kraftigt på grund af klimakrisen.

»Sygdomme som malaria og denguefeber kommer til at sprede sig til indtil videre upåvirkede dele af Nordeuropa, Asien, Nordamerika og Australien i løbet af de næste årtier,« siger hun til den britiske avis.

De myggebårne sygdomme fra især de tropiske egne er steget enormt de sidste 80 år, da den globale opvarmning har givet dem de varme og fugtige forhold, som de trives i mange dele af verden.

»Den globale opvarmning betyder, at de sygdomsvektorer, der bærer og spreder malaria og dengue, kan finde hjem i flere regioner. Så kan der være udbrud, der opstår i områder, hvor de offentlige sundhedssystemer sandsynligvis er uforberedte,« siger Rachel Lowe.

Rachel Lowe er i denne uge i fuld gang med at holde oplæg for at advare om, at verden skal være forberedt på en kraftig stigning i disse sygdomme.

Foto: Luis Robayo/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dengue blev tidligere primært fundet i tropiske og subtropiske områder, da frostgrader i løbet af natten dræber insektets larver og æg. 

I de senere år har denguefeber været stigende i store dele af verden, og er i dag den mest almindelige myggeoverførte sygdom.

Den asiatiske tigermyg bærer denguefeber og har etableret sig i 13 europæiske lande fra 2023. De lande, hvor du kan finde tigermyggen, er: Italien, Frankrig, Spanien, Malta, Monaco, San Marino, Gibraltar, Liechtenstein, Schweiz, Tyskland, Østrig, Grækenland og Portugal, skriver BioMed Central.

Ifølge sundhed.dk så viser klassisk denguefeber sig som en influenzalignende tilstand med akut indsættende høj feber, kulderystelser, hovedpine, lysskyhed, hududslæt, muskel- og ledsmerter.

Starter gerne akut; stærke smerter bag øjnene, i ryg og ekstremiteter gør, at tilstanden også kaldes 'break bone fever'.

»Med klimaændringer tilsyneladende så svære at håndtere, kan vi forvente at se flere tilfælde og muligvis dødsfald fra sygdomme som dengue og malaria på tværs af det europæiske fastland,« siger Lowe, og fortsætter:

»Nu skal flere lande gribe ind og forbedre tidlige varslings- og reaktionssystemer svarende til dem, man ser i andre dele af verden, for at kontrollere og forhindre sygdomsudbrud og redde liv.«