Den ungarske premierminister Viktor Orbán har i 2024 været ramt af flere kontroversielle sager.

Nu kan en lækket lydoptagelse give Orbán nye problemer.

I februar blev det kendt, at den ungarske regering havde benådet en mand, der var blevet dømt for at dække over seksuelt misbrug, der fandt sted på et børnehjem i Ungarn. 

Dette til trods for, at Orbán i årevis hævdede, at ungarske børn var under angreb fra »afvigende holdninger« og pædofili.

Skandalen førte til, at Ungarns præsident, Katalin Novak, trak sig. Hun var en loyal og vigtig tilhænger af premierministeren.

Nu kan en lækket lydoptagelse ende med at skabe nye problemer for Ungarns premierminister.

Og det til trods for, at det ikke er Viktor Orbán selv, der er fanget på lyd.

Den hidtil relativt ukendte advokat Peter Magyar, der tidligere har været tæt på regeringen, offentliggjorde i sidste uge en lydoptagelse på Facebook

Han mener, optagelsen beviser, at ungarske toppolitikere planlagde at dække over korruption, skriver CNBC.

Optagelsen er af advokat Peter Magyar ekskone, Judit Varga, som er tidligere justitsminister i Ungarn.

I lydoptagelsen antydes det, at Varga vidste, at statsansatte havde manipuleret bevismateriale i en korruptionssag under hendes embedsperiode.

Også hun måtte træde tilbage i kølvandet på benådningsskandalen.

Mere end titusind var i gaden for at demonstrere efter den kontroversielle lydoptagelse.
Mere end titusind var i gaden for at demonstrere efter den kontroversielle lydoptagelse. Foto: Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Offentliggørelsen af lydoptagelsen førte til en massiv demonstration i Budapest i slutningen af ​​marts.

»Fra at være en mere eller mindre ukendt figur for et par måneder siden, organiserer Magyar demonstrationer i stor skala i Budapest og dominerer den politiske dagsorden og den offentlige samtale med stor succes,« siger Zsuzsanna Vegh, fra den transatlantiske tænketank German Marshall Fund of the USA.

Zsuzsanna Vegh mener desuden, at advokat Peter Magyars opbrud kan betyde forandring i landet.

Eksminister Varga slår i mellemtiden tilbage på sin eksmand på Facebook og anklager ham for partnervold.

Hun mener, at hendes udtalelser i optagelsen er givet under pres fra ham. I et nyt indlæg benægter Magyar dette.

Der er godt to måneder til Europa-Parlamentsvalget, som finder sted hvert femte år, og der er ekstra spænding knyttet til årets valg, da der de seneste år har været en højrefløjsbølge i flere europæiske lande.

Ungarns premierminister Viktor Orbán har stået i spidsen for regeringen siden 2010. Den konservative leder er uenig med EU i flere spørgsmål, såsom forholdet til Rusland og støtten til Ukraine.

Om lydoptagelserne af den tidligere justitsminister kommer til at rokke ved Europa-parlamentsvalget må tiden vise.