Valget i Tyrkiet, der bliver kaldt det vigtigste i verden i år, balancerer på en knivsæg. B.T. har mødt nogle af dem, hvis stemmer kan blive afgørende.

På en mur i Istanbuls Galata-kvarter hænger kæmpestore plakater forestillende præsident Recep Tayyip Erdogan, der på billedet ser ud, som om han holder vagtsomt øje med pladsen, hvor folk sidder og spiser frokost.

Mange yngre kan slet ikke huske et Tyrkiet uden Erdoğan. Præsidenten er allestedsnærværende i det tyrkiske samfund, som han med hård hånd har forandret og præget i sit billede i nu 20 år.

På gaden i Istanbul taler B.T. med yngre vælgere. Alle som en går de op i valget, og flere indrømmer at være både spændte og meget nervøse.

Zelal Ari håber på et systemskifte, men hun er skeptisk på, om det lykkes.
Zelal Ari håber på et systemskifte, men hun er skeptisk på, om det lykkes.
Vis mere

»Jeg tror virkelig på det denne gang. Jeg tror, det er muligt at vinde over Erdogan, og jeg håber sådan, at det lykkes,« siger Emina Bulut til B.T.

Hun er studerende og i 20erne. Dermed tilhører hun den gruppe af unge vælgere, som forventes at kunne blive tungen på vægtskålen i en uhyre tæt og intens valgkamp, hvor et stort vælgermøde her i Istanbul forleden endte i vold og måtte aflyses.

Mellem otte og ti procent af befolkningen er førstegangsvælgere. Det vil sige, at de ikke har oplevet et Tyrkiet uden Erdogan ved roret.

»Jeg er virkelig bekymret for vores fremtid her i Tyrkiet. Økonomisk går det rigtig dårligt, og vi kan se, at Erdogans muslimske værdier bliver presset ned over hovedet på os. Han er på vej til at ændre Tyrkiet fra at være et sekulært samfund til et islamisk, og det er virkelig farligt,« siger Emina Bulut. Hun studerer en mastergrad på et universitet i Istanbul.

To unge tyrker med et tyrkisk flag i hånden kigger ud over Bosperusstrædet, der deler Europa og Asien.
To unge tyrker med et tyrkisk flag i hånden kigger ud over Bosperusstrædet, der deler Europa og Asien.
Vis mere

»Den rigtige mand, på det rigtige tidspunkt,« lyder sloganet på plakaterne af Erdogan på pladsen. Men Emina er langtfra enig.

»Partitoppen rundt om Erdogan er i stigende grad islamister. De sætter deres tunge aftryk på vores samfund, og som kvinde er det umuligt ikke at blive påvirket af det. Vi kan ikke lade være med at kigge på, hvordan kvinders rettigheder i Iran og Afghanistan er blevet trådt under fode, og det gør mig bange for fremtiden her i Tyrkiet, hvis Erdogan bliver ved magten,« siger Emina Bulut til B.T. i Tyrkiet.

De 20 år under Erdogan er i stigende grad blevet til et kulturelt opgør, hvor det sekulære samfund, som Tyrkiet var, er blevet erstattet af AKPs muslimske værdier. Gradvist er der blevet slået hårdere ned på politiske dissidenter, og Erdogan kontrollerer i dag størstedelen af de tyrkiske medier. Fornemmelsen blandt mange unge, som B.T. taler med, er, at demokratiet gradvist bliver udraderet.

En gruppe unge står og snakker under en plakat for oppostionsleder Kemal Kılıçdaroğlu i Istanbul.
En gruppe unge står og snakker under en plakat for oppostionsleder Kemal Kılıçdaroğlu i Istanbul.
Vis mere

»Jeg føler ikke, at det er sikkert at tale frit længere. For når vi prøver at give udtryk for vores meninger, så bliver vi anholdt og puttet i fængsel. Jeg har selv modtaget en 12 måneders betinget dom, fordi jeg deltog i demonstrationer på mit universitet,« siger Sude til B.T. Hun ønsker ikke at bruge sit fulde navn eller at få sit billede i avisen.

Meningsmålingerne peger på, at anti-Erdogan-koalitionen, bestående af seks partier under ledelse af den 74-årige økonom Kemal Kılıçdaroğlu, har en reel mulighed for at vinde. De fleste meningsmålinger viser et knebent forspring til koalitionen.

»Jeg håber inderligt, at vi vælger en anden, at Erdogans tid endeligt er forbi. Men jeg må indrømme, at jeg er skeptisk. Når det kommer til stykket, er der sikkert mange, der alligevel stemmer på ham,« siger Zelal Ari til B.T. i Istanbul.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker det vigtige valg i Tyrkiet fra Istanbul.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker det vigtige valg i Tyrkiet fra Istanbul.
Vis mere

Den skepsis er forståelig. Præsident Erdogan har ved gentagne lejligheder vist, at han er en mester i slå til, når det gælder.

Forleden holdt hans AKP-parti et kæmpestort politisk vælgermøde her i Istanbul i det, han stadig kalder sin by. Mere end 1,5 millioner mennesker mødte frem for at hylde præsidenten.

Og der er også unge blandt Erdogan-støtterne. Deriblandt mange unge kvinder, der bærer tørklæde. Erdogan ændrede loven, så det nu er lovligt at bære tørklæde på arbejdspladser.

»At vi har kvindelige doktorer, lærere og ingeniører, der i dag bærer tørklæde, er takket være Erdogan. Hvis det ikke var for ham, ville vi stadig være undertrykt i det sekulære samfunds navn,« siger 20-årige Gizem til BBC.

Ungdommen kan afgøre valget. Men også de unge er rygende uenige om Tyrkiets fremtid.