Pant, pant, pant. Giv os mere pant.

Sådan lyder det nu i et opråb fra borgmestrene i landets tre største byer, København, Aarhus og Odense.

I et fælles brev til miljøminister Magnus Heunicke (S) opfordrer de regeringen til at indføre pant på de store mængder af engangsemballage, danskere dagligt bruger på takeaway, skriver DR.

Det kan være kaffepapkrus, salatbokse og pizzabakker.

»Vi danskere er rigtig glade for at købe takeaway, men emballagen ender ikke altid i skraldespanden eller til genbrug, siger overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S), til DR.

I brevet, der altså er skrevet med Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S), lyder det, at man kigger »med misundelse« på de eksisterende muligheder for flaskepant og returnering af gasflasker.

De ønsker lignende løsninger for takeawayemballage.

»Alt for mange af dem, ender som affald i den danske natur, i gaderne og i vores parker, lyder detfra borgmestrene i brevet ifølge TV 2 Østjylland:

»I både Aarhus, Odense og København vil vi gerne gå forrest og reducere forbruget af engangsemballage. Men der er på sigt brug for én national løsning, der kan sikre skala og de stordriftsfordele, der følger med.«

I efteråret 2023 kom en række branche- og fagforeninger samt virksomheder, miljørorganisationer og forskere med lignende holdninger i et åbent brev til flere ministre. Endnu er der ikke sket noget.