Han er anspændt, målrettet og træt. Med en sportstaske i hver hånd går Anatoli ikke væk fra krigen, som alle andre. Han går mod den.
»Jeg er ikke bange. Aldrig,« siger han.
Sammen med en større gruppe mænd er han lige steget af bussen ved grænseovergangen Medyka i det sydlige Polen, hvor B.T. er til stede. Anatoli er ukrainer og har rejst 20 timer i bus fra Estland for at krydse grænsen ind til Ukraine.
»Min familie har forladt Ukraine nu. Men jeg tager dertil alene,« siger han.
En anden ung mand krammer sin familie farvel, selvom de netop er krydset ind fra Ukraine til Polen. Han tager selv tilbage igen, som du kan se i videoen øverst. Han vinker til sin familie, som holder om hinanden og stadig med.
»Pas på far,« siger han og går.
Tilbage står hans far og tager sig til øjnene og græder.
»Gud velsigne dig,« råber en tilfældig til sidst efter ham.
Samtidig venter hundredevis af andre flygtninge i alt mellem 30 til 80 timer på den anden side for at krydse ind til Polen og i sikkerhed fra krigens rædsler.
Anatoli rejser nu mod den ukrainske by Lutsk og derfra videre til en ukendt destination. Måske direkte i krig, forklarer han. Men ender det sådan, gør han det.
»Først vil vi hjælpe civile, og så vil vi beskytte vores byer.«
Det er ikke nemt for Anatoli at få ord at forklare, hvorfor han og 80.000 andre ukrainere vælger at rejse hjem og opsøge krig og livsfare, når både han og hans familie er i sikkerhed.
»Det er svært at forklare, men jeg gør, hvad der kræves,« siger han.
Det er mere end bare patriotisme og mod, som gør, at han og mange andre ukrainere fra hele verden i disse dage søger mod centrum af den blodige konflikt. For Anatoli handler det om, at mange kvinder og børn stadig er tilbage.
For selvom mere end en halv million ukrainere allerede er flygtet til Polen, så har mange andre stadig ikke den mulighed. De sidder fanget i krydsilden eller i belejrede byer, hvor Rusland og dets allierede dagligt bomber dem.
Samtidig har den ukrainske regering anmodet om hjælp fra ukrainere i udlandet og forbudt alle mænd i Ukraine mellem 18 og 60 år fra at rejse væk.
Ligesom den ukrainske flygtning Natalia fortalte B.T. i Krakow, så er de mange fædre, brødre og sønner ikke soldater. Men det må de om nødvendigt blive.
Mange har aldrig holdt et våben og samtidig er der massivt behov for helt basalt beskyttelsesudstyr, fortæller også Anatoli.
»Vi har behov for skudsikre veste.«
Anatoli og de andre ukrainere fra Estland er ikke alene om at finde vej ned af en sidevej ved siden af grænseovergangen ind til Polen.
Her står også tre trætte mænd fra Usbekistan og to tyskere. Ingen af dem ligner soldater. Men det stopper dem ikke fra at tage de afgørende skridt i samme retning.
