En dybt tragisk hændelse ramte i denne uge den lille by Woodbridge i det nordlige Californien, da en 11-årig dreng døde som følge af selvpåførte skudsår. 

Drengen, som gik i 6. klasse på Woodbridge grundskole, sad i fjernundervisning på Zoom, da han skød sig selv. Både hans kamera og mikrofon var slukket.

Ifølge nyhedsbureauet AP var det drengens søster, som fandt ham død på sit værelse.

Søsteren havde selv fjernundervisning i et andet rum i hjemmet, da hun hørte skud. Da det gik op for hende, hvad der var sket, alarmerede hun sin lærer og løb hen til naboen for at bede om hjælp.

Betjente fra San Joaquin Countys politiafdeling rykkede ud til hjemmet i Woodbridge efter flere anmeldelser om, at der var blevet afgivet skud, oplyses det i en pressemeddelelse.

Det fremgår også, at drengen døde på hospitalet som følge af selvpåførte skader. Dog indeholder meddelelsen ikke yderligere detaljer – eksempelvis hvordan den 11-årige dreng fik fat i pistolen.

En mand ved navn, Luis Llano, som identificerer sig som den afdøde drengs onkel, har i et opslag på Facebook været ude og benægte, at hans nevø skulle have begået selvmord.

'Han var et vidunderligt barn fuld af liv og glæde. Han var den mest respektfulde og sødeste dreng, jeg nogensinde har haft æren af at kalde min nevø,' skriver han og tilføjer:

'Jeg vil gerne bede jer om at hjælpe vores familie – i det mindste ved at dele dette opslag. Vi beder jer om at afholde jer fra at spekulere, og hvis du ser nogle kommentarer, så bed dem høfligt om kun at sige positive ting. Han var ikke selvmorderisk.'

Også Luis Llanos kone opfordrer på sociale medier til at stoppe enhver spekulation om, at der skulle være tale om selvmord.

'Vi beder alle om at sætte en stopper for opslag eller kommentarer, hvori det antydes, at dette uheld var selvmord, eller at vores nevø var deprimeret.'

'Dette var et uheld, og vores nevø var et glad barn. Det, der gør mest ondt på familien lige nu, er at se de kommentarer, og jeg har brug for alt den hjælp, jeg kan få, med at sætte en stopper for dem.'

Skoledistriktet Lodi, hvor Woodbridge grundskole ligger, tilbyder vejledning og krisehjælp til alle elever og ansatte.

'Vores tanker går til familien, som er berørt af denne frygtelige tragedie,' skriver skolens forstander i et opslag på skoledistriktets Facebook-side.