En ældre kvinde er søndag aften afgået ved døden efter en trafikulykke i Egen på Als.

»Det er en fodgænger, der er blevet ramt af en bil i forbindelse med, at fodgængeren vil krydse vejen,« sagde vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann, tidligere på aftenen.

Klokken 21.10 oplyser politikredsen, at kvinden ikke overlevede sine kvæstelser.

Som følge af ulykken, som skete ud for Egen Kirke, var vejen spærret.

Politiet oplyser dog, at de er færdige med arbejdet på stedet, og at vejen derfor er genåbnet.

De pårørende er underrettet.