Der er nok at tage sig af, men det giver ikke nogen løn.

Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, fortæller i Elle om sit omfattende arbejde med alt det lavpraktiske, der følger med, når man har en søn, der forsøger at blive verdens bedste.

Hun arbejder 'i døgndrift', og 95 procent af tiden går ifølge hende med at være der for verdens nr. 12. De sidste fem procent går til hendes firma, hvor datteren Alma nu har ledelsesansvaret.

»Jeg er trygheden og fundamentet i Holgers team. Jeg er den, som altid giver ham et ærligt svar. Jeg tager ikke nogen løn for mit arbejde, jeg har ikke nogen økonomisk interesse i ham, faktisk har jeg ikke andre interesser end, at han skal udleve sin drøm,« lyder det fra tennismoderen.

Stort kram efter storsejren i Paris-finalen mod Novak Djokovic.
Stort kram efter storsejren i Paris-finalen mod Novak Djokovic. Foto: Julien De Rosa/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tidligere på året fortalte Aneke Rune, hvordan hun er trådt tilbage fra rollen som pressechef for sin søn.

»Jeg vil jo stadig komme til nogle af turneringerne. Det bliver bare mere sporadisk, når det giver mening, og når der er behov for det. I princippet laver jeg stadig meget af det samme. Jeg står stadig for mange af de lavpraktiske ting som flybilletter, hotel, akkrediteringer og så videre til teamet. Nogle gange sidder jeg stadig oppe til klokken tre om natten,« lød det til B.T. dengang.

Næste opgave for Holger Rune er ved den store ATP-turnering i Rom, hvor han sidste år nåede finalen.