Caroline Wozniacki var tilbage på tennisbanen ved Masters 1000-turneringen i Madrid onsdag aften efter tre ugers pause.

Men det gik slet ikke som planlagt. Det, der lignede en sikker sejr, blev i stedet til et kollaps. 6-3, 5-7, 5-7 endte italienske Sara Errani, verdens nummer 100, med at vinde.

Av, av, av. Længe så det virkelig godt ud for danskeren, der spillede tålmodigt, aggressivt og med stort overblik. Men efter et sikkert første sæt satte den italienske terrier Errani sig fuldstændig på kampen og fuldstændig på Wozniacki. Hun åd hende simpelthen levende. 

Marathondysterne virker til at være det rene gift for Wozniacki, der ikke kunne holde samme niveau i takt med, at kampen skred fremad. Det er bekymrende for resten af sæsonen. 

Det her nederlag gør ondt, fordi det forhindrer Wozniacki i at tage flere afgørende ranglistepoint forud for en stor sommer, hvor den ultimative drøm er at repræsentere Danmark ved OL i Paris. Det kræver sejre og succes, så hun kan snige sig tilpas langt op af ranglisten for at komme i spil til et wildcard. Det håb kunne hun have forstærket med en sejr. Igen er der flere spørgsmål end svar. 

Tilskuerne i Madrid vågner op i morgen med hold i nakken, for hovedet skulle helt tilbage under de lange dueller mellem danskeren og italieneren, der begge hev ballonboldene frem fra tasken. Til tider lignede det en padelkamp i Kløvermarken, hvor fire midaldrende mellemledere desperat prøvede at hænge i et point. 

Torsdag kunne hun have spillet anden runde i Madrid, men i stedet må Wozniacki kigge langt efter næste opgave. Wozniacki-lejren har endnu ikke meldt en plan ud for danskeren, der drømmer om turneringerne i Rom og French Open i maj. Men der skal snart point på bordet. Uret tikker.