Den norske angriber Mustafa Abdellaoue fik aldrig den succes i Danmark, som angriberen med de marokkanske rødder havde håbet på. Nu langer han ud efter klimaet i de danske fodboldklubber.

Da Abdellaoue i 2012 blev hentet til FC København for omkring ni millioner kroner, var han netop blevet topscorer i den norske Tippeliga med 17 mål i 27 kampe for Tromsø, som havde lejet ham hos Vålerenga.

Men Abdellaoue kunne ikke føre sin gode form videre til København, og han blev i sommeren 2013 udlejet til ligarivalerne fra OB. Her blev det til lidt mere succes for angriberen, der nåede at nette 13 gange for fynboerne, inden turen gik retur til Norge, hvor han nu spiller for Aalesunds FK.

Og ifølge Abdellaoue er der en god grund til, at det aldrig blev til rigtig succes i Danmark.

- Der er en helt anden holdning i Danmark (end i Norge red.). Der må man klare sig selv og tænke mere egoistisk. Konkurrencen var knaldhård, og i stedet for at fokusere på træning og sammenspil prøvede mange på det umulige. Det var en egoisme, som ikke passede mig, siger 'Mos' til det norske nyhedsmedie smp.no.

Han fortæller, at omgivelserne betyder meget for, hvordan han præsterer på banen.

- I Danmark var det en mere splittet gruppe, mens vi her har er en meget samlet gruppe. Det betyder meget for trivslen, som igen betyder meget for mine præstationer, lyder det fra den norske angriber, der indtil videre har optrådt tre gange for det norske landshold.