OB sluttede med 10 mand på banen, da Oliver Lund ganske få minutter efter sin indskiftning kom alt for sent i en glidende tackling på Mikael Uhre.

Oliver Lund styrtede efter kampen ud af omklædningsrummet som en af de første og afviste pressen med et klokkeklart 'nej' til en kommentar.

At OB kun fik et rødt kort i kampen, var dog billigt sluppet, mente Brøndby-træner Niels Frederiksen.

Han var ret så uforstående over, at Issam Jebali, der i første halvleg fik et gult kort for en sen tackling på Andreas Maxsø, i anden halvleg slap for at blive vist ud. Issam Jebali skubbede til nordmanden i samme øjeblik, som Marvin Schwäbe kom ud til et indlæg, og efterfølgende ramte tyskeren sin holdkammerat i hovedet med sit knæ.

Jebali mente ikke, at han skulle have rødt kort.
Jebali mente ikke, at han skulle have rødt kort. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Det kostede en groggy Rosted en udskiftning.

»Har I set, hvad der sker? Jebali skubber ham lige i ryggen og ind i målmanden, mand. Manden kan jo brække både det ene og det andet. Der skulle han have haft rødt. Nå, lad nu det være,« siger Niels Frederiksen, der dog ikke var helt færdig med episoden selv:

»Jeg har ikke snakket med dommeren, men jeg har lige set billederne, og det er en svinestreg ud over det sædvanlige, det er det,« tilføjer Niels Frederiksen, der mente, at det var i orden, at samme Jebali blot fik gult kort i første halvleg for en hård tackling på Andreas Maxsø.

»Det er fair nok, at han bare får gult på den. Den er rimelig hård, men det er okay at give gult dér. Hvis der var sket noget med ham, havde jeg ikke været så glad.«

Issam Jebali mente ikke, han skulle have rødt kort for at skubbe Rosted.
Issam Jebali mente ikke, han skulle have rødt kort for at skubbe Rosted. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Issam Jebali mente imidlertid, at tacklingen på Maxsø var værre end den episode, der kostede en udskiftning for Rosted.

»Jeg synes, at tacklingen (på Maxsø, red.) var mere farlig end mit skub. For jeg skubbede ham ikke sådan. Jeg tror, at forsvarsspilleren på det tidspunkt godt vidste, at jeg løb rundt med et gult kort i forvejen, og de prøvede at få mig ud. Jeg kom bagfra og kiggede på bolden og gik efter den,« siger Issam Jebali.

Synes du ikke, at du skubbede ham?

»Selvfølgelig rørte jeg ham. Men jeg løb efter bolden og så ham ikke. Når jeg kommer med fart, kommer jeg selvfølgelig til at skubbe ham. Men den slags sker, og jeg synes ikke, man skal tude over det. Man forventer ikke at ramme sin modstander, og jeg håber, fyren er okay,« lyder det fra Jebali, der havde roser til dommer Michael Tykgaard efter kampen.

»I løbet af denne kamp kunne der godt være faldet tre eller fire røde kort. Det var synd, for man kunne ikke spille fodbold på den bane, og der var for mange tacklinger. Jeg kom lidt sent (på Maxsø, red.). Nogle ville mene, at jeg skulle have rødt kort for den, men overordnet set synes jeg, at dommeren dømte godt.«

Det var nemlig en kamp, der blev spillet under svære betingelser og med en masse mudder på fodboldtøjet.

»På nogle parametre blev det en kamp, som jeg havde forudset, og på andre parametre blev det måske ikke. Jeg havde ikke på forhånd tænkt, at det skulle være en kamp på en bane, der var så svær at håndtere, det er klart.«

»Det bliver en kamp med mange dueller og fejl, fordi man falder og glider, og derfor bliver det lidt tilfældigt, og det havde vi ikke forberedt os på, men ellers levede det meget op til, hvad vi havde forventet,« siger Niels Frederiksen og tilføjer om sejren, der kom i hus efter scoringer fra Anthony Jung og Lasse Vigen:

»Vi scorer to mål, og det er positivt, at de to mål kommer fra to spillere, der ikke scorer så meget. Jeg synes egentlig, at vi forsvarer os udmærket, og vi holder nullet, jeg ved godt, at OB har nogle chancer, og det har vi også.«

»Vi havde lidt marginaler på vores side, da vi scorer, og det er en del af fodbold, men det, at vi arbejder så hårdt i vores organisationer og forvarer dygtigt, var udmærket. Vi vil gerne være dygtigere med bolden, men det må vi arbejde på,« lyder det fra Brøndbys træner, som fortsætter:

»Det er selvfølgelig en vigtig start for os. Der er mange, der har stillet spørgsmålstegn ved os, og det er ikke sådan, at vi kan sige, at vi vinder resten af vores kampe, men vi har fået en god start, og det er vigtigt for holdet og troen på egne evner. Men jeg har set en rigtig god stemning og tro på tingene i løbet af opstarten, og det kan vi så ride lidt videre på nu.«

Brøndby møder AaB ude næste gang, mens OB skal til Randers.