Årtiets måske vildeste Superligakamp, toptændte topscorerkandidater, kogende tribuner, dumme røde kort og videoassisteret vanvid. Man skulle næsten tro, at superligasæsonens tredjesidste runde var instrueret af Steven Spielberg. Så medrivende var det.

Herunder får du B.T.s dom over alle dramaerne fra Superligaens 30. runde.


Sæsonens (måske) flotteste assist og sæsonens (højst sandsynligt) vigtigste scoring inden for 11 vilde minutter! Kevin Diks fik med sin højre yderside og hollandske pande Parken til at eksplodere i et inferno af euforisk jubel i guldbraget mod AGF.

Altmulig-backen, som har været ind og mest ud af FCK-start-11eren i denne sæson, slog til, da det for alvor brændte på for københavnerne. Nede med 2-3 så gulddrømmen ud til at fordufte, men så slog Killer-Kevin til.

FCKs Kevin Diks scorer til 4-3 under superligakampen mellem FC København og AGF i Parken søndag den 21. maj 2023. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
FCKs Kevin Diks scorer til 4-3 under superligakampen mellem FC København og AGF i Parken søndag den 21. maj 2023. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere


De har kniven for struben, men smed det hele på gulvet. 0-4 på hjemmebane. Det smertefulde nederlag til OB, som holder Lyngby på sidstepladsen, blev kickstartet af de kongeblås rutinerede angriber Alfred Finnbogason, som begik et klodset straffe og samtidig modtog et rødt kort for at refleks-redde et OB-skud fra tæt hold med hånden på stregen.

»Jeg tror, der kommer til at gå lang tid, før han er over det her,« lød det til bold.dk efter nederlaget fra Lyngby-træner Freyr Alexandersson, som nu må forvente at skulle undvære Finnbogasson i sæsonens to altafgørende sidste kampe. Av-av.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere


Der var dømt ungdommelig kækhed, da en bolddreng i guldbraget i Parken som en anden storebror, der driller lillesøster, lod en bold falde ned bag sin ryg i stedet for at overdrage den til de to stressede AGFere, der ville sætte spillet i gang med et hurtigt indkast.

Det kostede en omgang skældud for snurrende kameraer, og nu kan bolddrengen og hans kollegaer se frem til en genopfriskning af reglerne. »Vores bolddrenge/-piger skal optræde neutralt, så den episode i går var ikke, som vi ønsker det, og ikke noget, vi oplever normalt,« siger FCK-pressechef Jes Mortensen således i en sms.

Foto: Claus Bech
Vis mere


»Jeg lavede ni mål, inden Superligaen blev delt over. Jeg har fortjent at vinde topscorerprisen lige så meget som alle andre, ellers måtte de kalde titlen noget andet. Det er ikke rigtig mit problem.«

Er man en værdig Superliga-topscorer, når man laver sine mål mod ligaens svageste hold? Det mener FCM-kometen Gustav Isaksen, som scorede mod AaB og deler topscorerværdigheden med AGFs Patrick Mortensen med 15 sæsontræffere. FCK-træner Jakob Neestrup synes dog, at hans egen Viktor Claesson med 12 mål i alt er den retmæssige topscorer. Noget med, at svenskeren ikke har scoret på straffe i sæsonen. Hmmm, det er en lige lovlig akademisk debat, men vi lægger gerne spalteplads til den her i ugens dom.

Foto: Henning Bagger
Vis mere


Lyyyyyyyngbyyyyyyyyyyyyyy!!! Er I der? 0-4 mod OB. Det totale kollaps tre runder før lukketid. Der er tale om seriøs dårlig timing, når Superligaens bundprop, lige som det spidser til for alvor, ramler ind i et stort hjemmebanenederlag med hak i selvtilliden til følge.

Jo, der var en masse mærkelige VAR-domme, der gik holdet imod, og ja, de spillede med ti mand i størstedelen af kampen, men det er et skidt signal at sende til omverdenen og fansene. Eneste trøst: Det må give anledning til selvransagelse frem mod sæsonens to sidste skæbnekampe for Lyngby.

Foto: Lars Møller
Vis mere


Alt håb var ude, pist borte og suget ud af Parken og FCK-mandskabet af et dominerende AGF-hold. Men med et kvarter igen af guldbraget mellem nummer et og fire i Superligaen rejste Kevin Diks og hans holdkammerater sig og viste noget, der duftede en smule af mesterskabsklasse.

Jacob Neestrup, som sprang ud som en herlig hurtigløbende jubelidiot a la Ståle Solbakken, og hans mandskab blev flot hjulpet på vej til 4-3-comebacksejren af omkring 30.000 vilde FCK-fans, der ikke har brølet så højt, siden Claudemir scorede mod Messi og co.

FCKs cheftræner, Jacob Neestrup, under superligakampen mellem FC København og AGF i Parken søndag den 21. maj 2023. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
FCKs cheftræner, Jacob Neestrup, under superligakampen mellem FC København og AGF i Parken søndag den 21. maj 2023. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere


Patrick Carlgren (RFC)
Oliver Rose Villadsen (FCN) - Jeppe Tverskov (OB) - Kevin Diks (FCK)
Diogo Goncalves (FCK) - Isak Bergmann Johannesson - (FCK) - Mikael Anderson (AGF) - Mohamed Diomande (FCN)
Yankuba Minteh (OB) - Benjamin Nygren (FCN) - Gustav Isaksen (FCM)