"Vi har fande'me skrevet håndboldhistorie," råbte spillerne til hinanden. Kolding IF er i semifinalen i herrernes Champions League i håndbold. Foran 2760 jublende fans i Kolding Hallen faldt de hinanden om halsen og løb glædesstrålende ud til stolerækkerne for at takke for opbakningen.

Sveden haglede af de opkogte ansigter, men de blå mærker, de ømme skuldre, knæ og led betød intet i forhold til resultatet: 30-27 over svenske Redbergslid i returkampen i kvartfinalen, spillet hjem efter at være bagud 12-13 ved pausen.

Tremålssejren sender Kolding samlet videre efter den første kvartfinalekamp sidste weekend, der blev et frustrerende etmålsnederlag på 30-31 på udebane i kæmpehallen Scandinavium i Gøteborg .

Aldrig før er et dansk klubhold nået så langt i den prestigefyldte europæiske turnering. Da Kolding vandt sin pulje og stormede i kvartfinalen, skrev klubben dansk håndboldhistorie. At holdet nu er videre til semifinalen, ja det er en sensation, der vil brage gennem den internationale håndboldverden.

Uanset hvordan det går i semifinalen, så er Kolding nu i selskab med verdens fire bedste klubhold. Sejren kom hjem efter en hårdt spillet kamp, hvor Kolding kæmpede for at følge med Redbergslids hurtige angreb, hvor især landsholdsspillerne Martin Boquist og Martin Franzen brillerede med at bryde igennem på stregen, hvor ingen andre så huller i Koldings forsvar.

Efter 10 minutter stod der 5-5, efter et kvarters spil 6-6 og efter 25 minutter stadig helt lige 11-11. Kolding smed et par bolde ud over sidelinien, og der var bekymrende mange tekniske fejl. Frederik Ohlander fik ikke fat i sit sædvanlige kvantum bolde i målet, og selv om måltavlen viste to lige hold, havde Redbergslid overtaget.

De 2760 fans piftede, råbte, klappede og et mindre orkester blæste til angreb fra det ene hjørne af hallen. Det samme gjorde sig gældende med modsat fortegn, når Redbergslid havde bolden. Der var ingen tvivl om, hvem der havde hjemmebanefordel.

Efter pausestillingen 12-13 kom Kolding skidt fra start i anden halvleg. Redbergslid kom hurtigt foran med tre mål tjent på kombinationen af Patrick Westerholm, der misbrugte et par store chancer, og spydspidserne Martin Frändesjö og Martin Boquist, der fintede sig gennem Koldings forsvar.

Men derefter sendte Koldings træner, Ulf Sivertsson, højrefløjen Bilal Schuman op for at mandsopdække Martin Boquist, et taktisk våben, han ikke ville bruge i holdenes første møde.

"En kamp som denne handler meget om taktik. Jeg ville gemme Bilal som modtræk til Boquist. Det forvirrede dem, han fik slet ikke afsluttet og fik ikke mulighed for sine indspil til stregen," sagde Ulf Sivertsson. Den rolige svensker, der kom til Kolding som træner sidste sommer, var begejstret. For sit hold, publikum og resultatet.

Mod slutningen af anden halvleg vandt Kolding en 10-minutters periode med 8-1, og det blev afgørende. Sejren kom hjem på fremragende målmandsspil af Frederik Ohlander og venstrebacken Lasse Boesen, der blev sendt ind som en hårdtskydende joker, som Redbergslid ikke kunne læse.

Tilsat en usvigelig sikker Bilal Schuman, der udnyttede samtlige straffekast, han blev sat til at skyde, anfører Claus Flensborg, der når han ikke kunne finde en medspiller at aflevere til, sendte sine uforudsigelige hopskud ind bag Redbergslids målmand, Peter Johansson.

"Vi kom ind i en god periode, hvor de får to tominutters udvisninger, og vi formår at udnytte det. Det er det, både Kolding og Redbergslid er gode til. Score en masse mål i et hurtigt ryk. Men kampen blev afgjort på, at Frederik Ohlander kommer i gang i målet, og forsvaret står fint," forklarede Ulf Sivertsson.

"Og så har vi en fantastisk hjemmebane. En spiller fra Redbergslid kom hen og roste vores publikum. Det betød mindst en spiller mere. Han mener ikke, at Koldings Champions League eventyr er ved at slutte.

Efter sæsonen vil vi være meget tilfreds med en semifinale. Men når man står i det, vil man jo mere. Det er svært at tro på, at vi kan komme helt til tops, men omvendt har vist, at vi kan spille op med de største hold."

Den hårdtskydende joker, Lasse Boesen, var optimistisk, men realistisk. "Vi tager en kamp ad gangen. Nu skal vi bare nyde, at vi er kommet så langt. Det sker måske aldrig mere, og selvfølgelig bliver det sværere og sværere jo længere vi er. Men der er da dejligt, jeg er utrolig stolt," sagde Lasse Boesen, der har to år tilbage af sin kontrakt med Kolding.

Og midt i jubelrusen i Kolding Hallen var der ingen, der havde lyst til at bekymre sig om at playmaker Sebastian Seifert kører til tyske TUS N Lübbeke, mens Frederik Ohlander flyver til Barcelona til sommer.

Kolding blev danske mestre sidste år, vandt pokalfinalen i år og er nu i semifinalen i Champions League. Resultaterne er imponerende. Eneste begrænsning ser ud til at være klubkassen, og hvor længe spillerne kan sige nej til de fede udenlandske kontrakter.

På tirsdag bliver der trukket lod om, hvilket hold Kolding skal møde i semifinalen. Det bliver enten SC. Magdeburg fra Tyskland, de regerende Champions League-vindere Portland San Antonio fra Spanien eller Fotex Veszprem fra Ungarn. /ritzau/