Med en megafon på taget kører Viktor Bodin rundt i Danmark og demonstrerer mod vaccinen. Det fører til voldsomme reaktioner fra corona-trætte danskere.

Manden i den stribede t-shirt ligner en helt almindelig familiefar, men da han hører budskabet der gjalder fra megafonen på Viktor Bodins sorte Audi A4, ser han rødt.

»Idiot,« råber han og kaster et æg mod bilen.

'Demofonbilen' kalder Viktor Bodin sin bil, og B.T. har fået lov til at køre med på hans rute gennem København. På turen ser vi, hvor stærke følelser, vaccinespørgsmålet vækker i befolkningen. Videoen øverst i artiklen viser nogle af de reaktioner, Viktor Bodin har oplevet på sine ture i 'Demofonbilen'.

43-årige Viktor Bodin har spændt en megafon fast på sin bil, som han kalder »demofonen«. I den kører han rundtog spreder budskabet: 'Nej tak til vaccinen'.
43-årige Viktor Bodin har spændt en megafon fast på sin bil, som han kalder »demofonen«. I den kører han rundtog spreder budskabet: 'Nej tak til vaccinen'. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

43-årige Viktor Bodin fra Nykøbing Falster har tidligere arbejdet som stilladsarbejder, lastbilchauffør og stripper, men nu dedikerer han al sin tid til at demonstrere mod regeringens coronatiltag.

Mens ministre og myndigheder på det kraftigste opfordrer danskerne til at lade sig vaccinere mod covid-19, turnerer Viktor Bodin med det modsatte budskab.

'SIG NEEEEJ TAAAAAK TIL VACCINEN,' lyder det igen og igen fra højtaleren på bilens tag.

»Jeg vil gerne have, at folk stopper op, tænker sig om og lader sig informere om, hvad der er i vaccinerne, før de lader deres børn og sig selv vaccinere,« siger Viktor Bodin.

En ældre mand giver Viktor Bodin fingeren på Amagerbrogade.
En ældre mand giver Viktor Bodin fingeren på Amagerbrogade. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

Agenda 21,' står der på siden af 'Demofonbilen'. Det henviser til en plan for bæredygtighed i det 21. århundrede, der er omtalt i bogen 'Covid-19: The Great Reset' af World Economic Forum-formanden, Klaus Schwab.

Viktor Bodin har tidligere deltaget i demonstrationer mod corona-restriktioner og været aktiv debattør på Facebook, hvor flere af hans grupper er blevet lukket ned eller begrænset af Facebooks algoritmer.

»Grupperne er blevet et ekko-kammer, hvor vi ikke længere når bredt ud. Men så har jeg fået den her geniale ide: Jeg har en bil og en megafon, og hvis jeg kører rundt og bogstaveligt talt råber danskerne op, så kan de ikke undgå at høre efter,« siger Viktor Bodin, mens vi kører forbi Zoologisk Have i København.

Langs hele ruten tiltrækker Viktors demofonbil stor opmærksomhed. En ældre dame med rollator sætter en finger op til tindingen. Mobiltelefoner bliver trukket op af lommen og sat til at filme. En flok skolebørn på tur råber: »Ja tak til vaccinen«. En cyklist med langt, gråt skæg giver Viktor Bodin fingeren.

Viktor Bodin har anmeldt sin rute med Demofonbilen som en lovlig demonstration. Alligevel bliver han jævnligt stoppet af politiet.
Viktor Bodin har anmeldt sin rute med Demofonbilen som en lovlig demonstration. Alligevel bliver han jævnligt stoppet af politiet. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

Og så er der de andre. Dem der sender Viktor Bodin en thumbs-up. Lastbilchaufføren der ruller vinduet ned og råber »god stil«. Kvinden der kommer hen og fortæller, at hun heller ikke skal vaccineres.

»Når man får en thumbs-up, så giver det lidt ekstra energi til at køre de næste kilometer,« siger Viktor Bodin.

Siden juli har han kørt forskellige ruter på hele Sjælland. Helsingør, Ishøj, Slagelse, Ringsted, Roskilde, og Næstved er bare nogle af de byer Demofonen har været igennem, men det er ikke helt uden risiko for Viktor Bodin.

Æbler, skyr og flasker er blot nogle af de ting, folk har kastet mod Viktor Bodins Audi, og en enkelt episode er også blevet meldt til politiet.

Et æg bliver kastet mod Viktor Bodins bil, mens B.T. er med ham ude at køre.
Et æg bliver kastet mod Viktor Bodins bil, mens B.T. er med ham ude at køre. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

I videoen som kan ses øverst i denne artikel ses en ældre mand, der slår Viktor Bodins ven, da de kører ned af en stillevej i Nordsjælland. I videoen kan du også se mødet med æggekasteren og mange andre mærkværdige episoder, der fandt sted, da B.T. var på tur med Demofonbilen.

»Lige meget hvad du laver, så vil der altid være haters. Når folk giver mig fingeren, giver jeg dem en thumbs-up eller sender dem et luftkys. Der er ikke andet at gøre. De er ikke klar,« siger Viktor Bodin.

Hvorfor er det, du ikke har tillid til, når myndighederne siger, at vi bør lade os vaccinere?

»Fordi det er så aggressivt. De kører en propgagandakampagne uden lige. De har en plan om, at alle skal vaccineres, og dem der ikke vil vaccineres eller testes, de skal ikke have adgang til det offentlige rum. Det gælder så ikke længere, efter de har åbnet op, men hvornår kommer den næste nedlukning? Hvis vaccinen er frivillig, så er det frivilligt, og så behøver de ikke presse folk til at tage den.«

En mand med to glas i hånden slår ud efter Viktor Bodins ven. Videoen fra den episode og flere andre kan ses øverst i artiklen.
En mand med to glas i hånden slår ud efter Viktor Bodins ven. Videoen fra den episode og flere andre kan ses øverst i artiklen. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

Når du kører rundt på den måde, risikerer du så ikke at være årsag til, at nogen der kunne have gavn af en vaccine, undlader at tage den?

»Det er folks egen beslutning, om de vil tage vaccinen eller ej. Jeg vil bare gerne starte en debat. Jeg synes, debatten har været alt for ensidig. Det eneste vi hører er, at det er godt med vacciner og at smittetallene falder. Men hvad med langtidsvirkningerne? Det næste bliver 3. og 4. stik, og nu taler de også om at vaccinere børn under 12 år.«

Viktors drøm er, at demofonbilen kan blive et landsdækkende fænomen, hvor der kører en bil rundt i hver by. Foreløbig har en af Viktors venner har fået installeret en højtaler på sin bil.

Jylland og Bornholm har også fået sin egen demofonbil.