En mand fra Fyn fik sent fredag aften et af sit livs nok mere opsigtsvækkende opkald. Han fik opkaldet, mens han var udenlands på forretningsrejse på den anden side at jorden.

I den anden ende af røret var en kvinde, der fortalte, at manden havde vundet over fire millioner kroner i Eurojackpot.

»Jeg troede, det var en af mine kammerater, der lavede gas, for det kan de godt finde på. Især på en fredag aften,« fortæller den nybagte millionær, der har valgt at være anonym.

»Men hende, jeg snakkede med i telefonen, var meget overbevisende, derfor troede jeg til sidst på det.«

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Da telefonopkaldet kom, havde manden undskyldt sig og var gået lidt væk fra sine kolleger, da kvinden i røret nævnte det store beløb. Han måtte derfor anstrenge sig for at bevare roen, da han efter samtalen skulle tilbage til kollegaerne og arbejdet, som kaldte.

»Man bliver jo lidt målløs, når man får sådan en besked. Og så skulle jeg tilbage til mine kolleger lige efter, du ved, man går lige lidt væk, når man får sådan et opkald. Men der var ingen, der opdagede noget,« fortæller manden.

Indtil videre har den nyslåede millionær kun delt nyheden med sin kone. Sammen er de blevet enige om, at den tryghed, den store gevinst giver, kan gøre, at de begge kan gå tidligere på pension.

»Det er mange penge, og nu er vi jo lidt oppe i årene. Vi har egentlig vores ting okay på det tørre, men nu kan vi gå tidligere på pension.«

»Vi har ellers ikke noget særligt, vi skal bruge pengene på. Vi har det dejligt, det kommer ikke til at ændre vores hverdag,« siger manden.

Og umiddelbart er der heller ikke noget, der tyder på, at pengene bruges på eksempelvis at udforske fjerne egne af verden.

»Mine drømme er ligesom levet ud i livet. Jeg har ligesom haft de både, jeg ville have, jeg har været de steder, jeg ville,« fortæller manden til Danske Spil.