23.065 unge midtjyder mellem 16 og 29 år er hverken i job eller uddannelse.

Det lyder umiddelbart som et højt tal, men faktisk er det faldet 6 procent, og flertallet klarer sig godt.

Det viser en ny rapport. Men rapporten indeholder også dårligt nyt.

De resterende unge har nemlig længere vej til job og uddannelse, flere bliver sygemeldte og den svageste gruppe er konstant.

Der er sket en stigning blandt sygemeldte unge på 20 procent, ligesom antallet af såkaldt aktivitetsparate unge, der er gruppen længst væk fra arbejdsmarkedet, ikke ser ud til at ændre sig over tid.

»Analysen viser, at alt for mange unge fortsat mistrives, og at en for stor gruppe står uden for fællesskabet. Derfor er der brug for at skabe en tidligere og forebyggende indsats, hvor vi hjælper de unge allerede i grundskolen, og hvor vi etablerer samarbejde på tværs af kommuner, skoler og erhvervsliv,« siger regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

Kommunerne i regionen arbejder på sådan en indsats med projektet »Ung i Uddannelse«.

Analysen af unge i Region Midtjylland sætter spot på, hvem de unge, der er på overførselsindkomst er på baggrund af deres socioøkonomiske og uddannelsesmæssige baggrund.

Og den peger på, at der er tale med unge med meget forskelligartede udfordringer.

Den største gruppe af unge på offentlig forsørgelse er unge på uddannelseshjælp.

En del af denne gruppe er såkaldt aktivitetsparate. Disse unge har komplekse problemer af eksempelvis faglig, social eller helbredsmæssig karakter og har behov for en mere omfattende indsats.

Analysen viser ligeledes, at antallet af unge i denne gruppe har været stort set konstant over en periode på syv år.

»Manglende tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet kan give en fornemmelse af at være efterladt alene tilbage på perronen, mens toget buldrer forbi, og samfundsøkonomisk er det også dybt problematisk, at vi mangler kvalificeret arbejdskraft for eksempel inden for velfærdsområdet samtidig med, at alt for mange unge står uden for arbejdsmarkedet. Den udfordring kræver en helhedsorienteret indsats, og jeg ser frem til at drøfte politisk, hvordan vi som region understøtter den indsats bedst muligt,« siger regionsrådsformanden.