Det klinger hult, når Mette Frederiksen i et romantiserende opslag på Facebook – som hun selv kalder søndagstanker – forsøger at være den samlende figur, der bygger bro hen over de stridende parter.

Det mener B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

»Det er helt tydeligt, at hun stiller sig i midten og spiller på den almoderlige attitude, som har et kæmpe publikum derude. Og jeg forstår godt, hun gør det,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:

»Det får hende til at fremstå som den samlende figur, men man er altså bare nødt til at tilføje, at der er en logisk brist i det, hun siger,« understreger Henrik Qvortrup.

Han mener ikke, at den samlende figur harmonerer med, at Mette Frederiksen de seneste dage i hans optik nærmest stædigt har stået på, at der ikke var tale om et lovbrud, da hun meddelte, at alle mink skulle slås ihjel, men i stedet blot ville fortsætte, som om intet var hændt.

Planter et frø

Søndagstankerne fra Mette Frederiksen, som hun delte på Facebook klokken 17.01, berører samtidig traktor-demonstrationerne, der fandt sted i Aarhus og København lørdag.

Og her planter statsministeren ifølge Henrik Qvortrup et lille frø, der sår tvivl om det moralske kodeks blandt de mange kritiske traktorførere, der kom langvejs fra.

»Hun får det ligesom ud mellem sidebenene, at der var noget med det der skilt,« siger han og henviser til et billede, der siden demonstrationen lørdag er blevet delt og diskuteret flittigt på sociale medier.

Landmænd kører i traktor gennem byen på vej til demonstration imod regeringens ageren i minksagen, i København, lørdag den 21. november 2020. Demonstrationen er imod "magtmisbrug, manglende respekt for grundloven, demokratisk underskud - og for folkestyret!".. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Landmænd kører i traktor gennem byen på vej til demonstration imod regeringens ageren i minksagen, i København, lørdag den 21. november 2020. Demonstrationen er imod "magtmisbrug, manglende respekt for grundloven, demokratisk underskud - og for folkestyret!".. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Skiltet viser et billede med statsminister Mette Frederiksen i nazi-uniform omringet af uniformerede SA-officerer, der bærer ansigterne af Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (EL) og Morten Østergaard (R).

»Hun får ligesom antydet, at man kunne godt have mistanken om, at de der traktorførere: nå ja, der er jo også nogen med et nazi-islæt i den der demonstration. Altså, hun sår det der frø,« siger han og henviser til nedenstående formulering i statsministerens opslag:

'Jeg har godt set billeder af nogle mere ubehagelige skilte og budskaber. Ikke mindst også her på sociale medier. Og man ved jo efterhånden ikke, hvad man skal tro på,' skriver Mette Frederiksen.

»Uden at sige det direkte får hun antydet, at der sgu er nogle brodne kar iblandt dem, der demonstrerer i traktorer. Hun tør ikke tage skridtet fuldt ud, men hun minder lige om: husk nu lige, at der var det med de der nazi-plakater,« siger Henrik Qvortrup.

B.T.s politiske redaktør understreger, at det hører med til historien, at vedkommende, der stod bag plakaten, vist aldrig deltog i den oprindelige demonstration. Men, siger han:

»Plakaten lever jo fint ude på de sociale medier, og her er Mette Frederiksen interesseret i, at det på en eller anden måde er hende, der står som den samlende figur og som fornuftens stemme i det her hav af hidsige mennesker. Det er en position, hun gerne vil have,« siger han.

Mette tager gummistøvler på

Tirsdag spurgte B.T.s politiske redaktør Mette Frederiksen, om det ikke snart var på tide, at hun tog gummistøvlerne på og kom ud og så minkavlerne i øjnene i stedet for at stå inde på Christiansborgs gange og udtrykke sympati med det slagne erhverv.

Til det svarede Mette Frederiksen, at hun ikke havde noget imod at tage gummistøvler på.

I søndagens tanker varsler statsministeren handling bag ordene og meddeler, at hun i næste uge vil besøge 'både en minkfarm og et landbrug'.

Og her har Henrik Qvortrup et opfølgende spørgsmål til statsministeren:

»Får minkavlerne lov til at bestemme, hvem det er, hun skal besøge? Det kunne være interessant at vide, om minkavlerne har medbestemmelse, eller om det er et besøg, der er castet af spinmaskinen. Jeg har en lille formodning om, at det er det sidste, men det kan Mette Frederiksen jo passende svare på,« siger Henrik Qvortrup.